Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 9. juni

Det er glædeligt, at den tidligere amtsgård i Ribe igen er besat med arbejdspladser. Staten har som bekendt flyttet Færdselsstyrelsen, dele af skat og andre institutioner til bygningen på Nørremarken.

Hvad der er mindre glædeligt er, at staten har forsømt vedligeholdelsen af udenomsarealerne.

Ok, plænen omkring den gamle amtsgård er slået, men søen, som udgør en væsentlig del af det rekreative område, er i en sørgelig forfatning.

Tidligere var søen et hjemsted for rigtig mange ænder, og mange forældre og bedsteforældre nød med børn og børnebørn at fodre ænderne.

Nu er søen næsten tilgroet, og ænderne er åbenbart trætte af ikke at have så meget vand at svømme i, at de har forladt stedet.

Det er synd og skam.