Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, onsdag den 14. september 2022

Spørgsmålet om unødigt kontrolarbejde og rapportering indenfor ældreplejen og børnepasningsområdet er gentagne gange blevet rejst i den offentlige debat.

Det har ofte været postuleret, at for meget bureaukrati har taget ”varme hænder” væk fra kerneområderne.

Esbjerg Kommune har nu taget hul på en afbureaukratisering indenfor børne- og ældreområdet. ”Formålet er, at der skal bruges mindre tid på dokumentation og mere tid til kerneopgaven, nærhed og omsorg inden for plejen af vores ældre og i dagpasningen af vores børn” hedder det i sagsfremstillingen.

Populært sagt skal overflødige skemaer og rapporter fjernes. Det gælder de skemaer og rapporter, der er indført af kommunen selv, og som ikke har positiv betydning for kerneområderne. Undtaget er de lovpligtige indberetninger.

Sundheds- og omsorgsudvalget har netop godkendt kommissoriet og procesplanen for hele projektet, der skal være implementeret den 1. november 2023.

Projektet tager egentligt udgangspunkt i et forslag fra den konservative byrådsgruppe.

– Det, vi nu har gjort i udvalget, er at godkende kommissoriet og procesplanen, som nu via økonomiudvalget sendes til byrådet til politisk behandling, fortæller formanden for sundheds- og omsorgsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (C).

– Det er egentligt et projekt fra Ålborg Kommune, der nu føres videre til Esbjerg Kommune, og projektet skal nu gennemføres i et samarbejde med medarbejderne, de faglige organisationer og interessegrupperne. Målet er at fjerne alle de rapporter og indberetninger, som ikke har nogen positiv indvirken på selve kerneområderne, lyder det fra udvalgsformanden.