Tekst & Foto: Johnny Tauman
xx. oktober 2020

Andet kapitel af tre

Æ Farm har også en kirke – eller måske rettere et rum, som er indrettet til at holde gudstjenester i på en helt anden måde end i folkekirken. Det er Vadehavskirken, som Silas er formand for – og hvor Niels Arne kan udføre nadverhandlinger i. Og der er masser af plads – for gården har jo tidligere været indrettet til 45 malkekøer.

Kirkerummet er opdelt i familiegrupper

Kirkerummet har flere forskellige sofagrupper, hvor familierne kan sidde, men pga. COVID-19 kommer der ikke for tiden prædikanter forbi. Nu skal der også være tilmelding til gudstjenesterne to gange om måneden – og også det normale program, hvor der startes med fælles morgenmad er aflyst. – Det er Guds ord, som bliver hørt i Vadehavskirken, forklarer Silas, der også oplyser, at forskellige i menigheden kan spille klaver, når der skal synges efter LM´s sangbog.

Gårdens dyr gennem tiderne

Og så lige en opfølgning på dyrene på gården. – Vi har haft alle mulige dyr på gården – lige fra grise, geder, får, høns og ænder til hængebugsvin. Nu er der kun katte og høns, fortæller Niels Arne og Else, og mindes tiden, hvor de var plejefamilie. Her kunne de opleve, at de ”hårde” drenge kunne finde på at gå ud i marken og sætte sig og ”snakke fortroligt” med fx en ged eller et gedekid. Det gav ro i sindet.

Festlig opgang til lejligheden på 1. sal – og plakaterne, som ses ved nedgangen er unikke

Et primitivt køkken

– Har du lyst til at se en rigtig ”Københavner lejlighed” i Høgsbro, spørger en smilende Niels Arne, mens Else lige lader tankerne vurdere, om det nu også er ryddet til side, så der kan tages billeder.
Først gælder det dog køkkenet, hvor Else og Niels Arne kokkererer 6 dage om ugen. Det er lidt primitivt, men det passer ægteparret godt.

I et simpelt køkken laver Else og Niels Arne mad 6 dage om ugen

“Københavner lejligheden”

Og så op ad en mega stejl trappe, hvor det er nødvendigt at bøje hovedet, når man er 196 cm høj. Et eventyrligt univers åbner sig – skabt af kreative mennesker – og med sans for hygge på en helt og aldeles anderledes måde, end de dansk Bo Bedre Hjem. På væggen hænger en reol, som kun få har set eller mulighed for at få – skabt af et flygel. Benene, jernrammen med strenge og låget er fjernet – og i hulrummet er der hylder. Tastaturet er intakt. I en hjørne ses Elses brudekjole – og flere kreative effekter spiller med hinanden.

– Her elsker jeg at sidde og strikke, kommer det fra Else, som ikke er på arbejdsmarkedet pt. pga. sygdom. Hun er uddannet lærer i 1988 på Ribe Statsseminarium med linjefag i håndgerning (sådan hed det vist dengang). Hun virkede som lærer ved Brændstrup kristne Friskole, hvor også børnene gik.

Hvis man nu har et defekt flygel – og står og mangler hyldeplads . . . . .

(fortsættelse følger)