Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 19. oktober 2023

– Det, vi primært vil, er at få folk til at overveje vigtigheden af at lave testamenter, fremtidsfuldmagter og lignende. Ikke alene for ens egen skyld men også for at gøre det lettere for de pårørende, hvis man selv bliver ude af stand til at varetage egne interesser, eller når man dør.

Jurist Mette Schultz-Petersen svarer klart på spørgsmålet om, hvorfor hun som advokat har indkaldt til et usædvanligt arrangement på Hotel Ribe den 2. november.

Her vil Mette Schultz-Petersen fortælle om arv, arvelov, testamenter, fremtidsfuldmagter, der er et relativt nyt begreb, og lignende, men tilhørerne bliver også bespist den aften.

– Vi starter med at spise, for vores erfaring er, at folk lytter bedre, når de har fået noget at spise, forklarer Mette Schultz-Petersen.

Hun er en del af den landsomfattende advokatforretning JuraDanmark med eget kontor i Esbjerg.

– Som jurist er jeg selvstændig men tilknyttet JuraDanmark med ansvar for region Syd og lidt i København. Vores erfaring er, at der ikke er mange, der har taget stillinger til disse meget vigtige ting. Da vi havde et lignende arrangement i Kolding, var der kun to af de fremmødte, der havde fremtidsfuldmagter.

– Selvfølgelig vil vi gerne udarbejde testamenter, fremtidsfuldmagter og lignende for folk, men vores primære mål er at få folk til at overveje nødvendigheden af disse tiltag – ikke alene for egen skyld men også for de pårørendes.

– Du kan blive ramt af et færdselsuheld, en blodprop eller andet, der ikke gør dig i stand til at varetage egne interesser som noget så banalt at hæve penge i dit pengeinstitut. Hvem skal i givet fald gøre det?

– Vi havde også en kvinde, der var samlevende. Samleveren dør, og vedkommendes børn beslutter at sælge huset, der stod i samleverens navn og dermed smide kvinden på gaden. Sådan noget kan forhindres, hvis man gør det i tide, påpeger Mette Schultz-Petersen.

Arrangementet starter klokken 18 med spisning og derefter oplæg. Det hele er sat til at vare godt et par timer. Tilmelding er nødvendig. Det kan ske via dette link:

https://billetto.dk/e/gratis-foredrag-om-arv-og-testamente-pa-hotel-ribe-den-2-november-kl-18-00-billetter-882844