Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 28. november 2023
Ritualer og traditioner er en stor del af vores hverdag og især når man nærmer sig slutningen af året, kan man ikke undgå dem.
Én af de bedste traditioner, som rigtig mange ripensere har taget godt imod, er adventsaftensang. Sandsynligvis skyldes det, at det handler om advent og ikke så meget om jul. Der er læsninger fra Bibelen, men ingen prædiken, der er salmer, men ikke mange, og der er god musik, men det er ikke en hel koncert, og til adventsaftensang får man lidt af det hele på 35 minutter.
Kirkens præster skiftes til at stå for læsninger og bønner, og kirkens organist leder salmerne og inviterer andre, ofte lokale, musikere med til at festliggøre aftensangen.
Der er gratis adgang, og det foregår i Sct. Catharinæ Kirke på onsdagene startende i morgen den 29. november, og derefter er der adventsaftensang den 6., 13. og 20. december – alle aftener startende klokken 17.