Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, lørdag den 6. juni
Sommerhusejerne langs Kanalstien ved Ribe Kammersluse må vente lidt på det grundlag, der skal danne basis for udviklingen og lovliggørelsen af nogle af de udvidelser og husændringer, der er foregået i tidens løb.
Teknik og Byggeudvalget besluttede på sit møde fredag at udskyde vedtagelsen af den administrationsplan, som er grundlaget for administrationen af området.
– Der var nogle ting, vi skulle have flere oplysninger om, så derfor blev sagen udsat til næste møde. Det er der ingen dramatik i, fortæller næstformand i udvalget, Henning Ravn (V).
Oprindeligt var det meningen, at der skulle laves en lokalplan for området, som skulle danne grundlag for områdes fremtidige udseende Men en ny lovgivning gør udarbejdelsen af lokalplan umulig, og derfor laver man en administrationsplan.
– Men den ændring betyder ikke noget for brugerne, siger Henning Ravn.
I tidens løb er der mange af sommerhusejerne, der har ændret på deres huse, bygget til eller lavet nye installationer, og den nye administrationsplan skal være med til at lovliggøre disse. Nogle husejere får formentligt et påbud om, at nyopførte ting skal rives ned, mens mindre ændringer formentligt kan lovliggøres, når planen er vedtaget.









































































