Tekst: Renè Jørgensen Foto: Johnny Tauman
10. april 2024.
Årsmøde på Kjærgård Landbrugsskole
Kjærgård Landbrugsskole inviterer til årsmøde mandag d. 15. april 2024 på Landbrugsskolen.
Årsmødet starter kl. 19.00, hvor den første del af mødet omhandler skolens generalforsamling. Kl. 20.00 starter paneldebatten, der ledes af Torben Jensen adm. direktør i SAGRO.
Panelet vil bestå af:
Aage Lauritzen, landmand/griseproducent, medlem af bestyrelsen for Dansk Biogas og formand for Ribe Biogas
Jacob Hansen formand for Landboungdom i Region Ribe
Anni Matthiesen, folketingsmedlem for Venstre, mærkesager er bl.a. bæredygtigt landbrug, EUD-området, landdistrikter
Anders Kronborg, folketingsmedlem for Socialdemokratiet, mærkesager er bl.a. landdistrikter og skatteområdet
Vi håber, at debatten bliver livlig og dynamisk. Formålet er at skabe en åben og konstruktiv dialog om muligheder og udfordringer for dansk landbrug samt identificere konkrete handlinger og løsninger for en bæredygtig fremtid for sektoren. Under de 4 temaer er der bl.a. følgende spørgsmål:
Tema 1: Bæredygtighed og Miljøvenlighed – Hvordan kan dansk landbrug blive mere bæredygtigt?
Tema 2: Alsidighed og Innovation – Hvordan vurderer du mulighederne for at landmændene kan sikre en alsidighed i deres aktiviteter for at øge indkomsten via alternative indtægtskilder som produktion af biogas, solenergi eller vindenergi?
Tema 3: Fremtidens arbejdskraft inden for landbruget – Hvordan vurderer du den aktuelle situation i forhold til udfordringer og muligheder relateret til rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft?
Tema 4: Markedsudsigter og International konkurrenceevne – Hvordan kan dansk landbrug styrke sin konkurrenceevne på det internationale marked?
”Vi ser frem til en god aften på Kjærgård Landbrugsskole, hvor der håbes på en livlig og dynamisk debat, og spørgsmål fra publikum”, lyder det i en pressemeddelelse fra landbrugsskolen.
Der er gratis entré. Dagsordenen kan ses på www.kjls.dk
Adressen er Kjærgårdsvej 31, 6740 Bramming.