Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 6. august 2025
Hvis du skal til årets vinfestival i Ribe, er det en god ide at få købt billetter hurtigst muligt. Det er i år 20. gang, vinfestivalen holdes.
I skrivende stund ligger billetsalget mere end 30 procent over sidste års salg på samme tid, og sidste år blev der udsolgt!
Vinfestivalen holdes fredag og lørdag den 22. og 23. august, og i år er der syv nye udstillere med, så antallet af udstillere når op på 36, hvilket er rekord. Og det samme var antallet af besøgende sidste år.
Hvis der kommer mange flere, nye udstillere til, kan det give et problem med pladsen til udstillerne.
– Men spørgsmålet er også, om festivalen skal være større, siger næstformand i Ribe Handelsstandsforening, Claus Pedersen.
Det er handelsstandsforeningen, der har overtaget Vinfestivalen efter Den lille Vinklub, hvor Verner Thomsen var primus motor, og han er stadig stærkt engageret i festivalen.
Claus Pedersen fortæller, at der er styr på alt det praktiske, og nu satser arrangørerne bare på godt vejr.
– Vi har et fantastisk godt samarbejde med Øster Vedsted Idrætsforening, der hjalp os sidste år og fortsætter i år, og det samarbejde er vi meget taknemmelige for, siger Claus Pedersen.
Sidste år blev der udsolgt af billetter til festivalen, og i år er der sat 2600 billetter ud i forsalg, og der bliver mulighed for at købe billetter ”ved døren”.
– De spontane gæster, der kommer, skal også have en mulighed for at købe en billet.
– Det drejer sig om, at både udstillere og gæster skal have en god oplevelse, og derfor kan vi ikke bare lukke folk ind i ubegrænsede mængder. Nu har vi fået syv nye udstillere med, og det giver plads til lidt flere gæster. Og at vi får nye udstillere med, ser jeg som et positivt tegn, siger Verner Thomsen.
De nye udstillere bliver placeret i Kolvigs Gård og i gården bag Knæk og Bræk med tre nye udstillere i hver. Den sidste placeret i gågaden.
– Men her er pladsen også ved at være brugt op, for de handlende skal jo også være her, fastslår Verner Thomsen.
Vifestivalen er fredag fra klokken 15,00 til 20,30 og lørdag fra klokken 10,00 til 16,00. Billetprisen er 175 kroner for en dag og 300 kroner for begge dage.
Billetterne til vinfestivalen sælges som en dags billetter eller billetter til begge dage. De købes på www.billetten.dk