Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, mandag den 20. december 2021
Årets sidste byrådsmøde i Esbjerg Kommune blev både atypisk og typisk på en og samme tid.
Det atypiske bestod i, at mødet ikke alene var årets sidste, men det var for flere af medlemmerne også det sidste i den nuværende byrådsperiode. Nogle af byrådsmedlemmerne har selv valgt at sige stop, mens andre faldt for vælgernes dom og ikke blev genvalgt.
Det atypiske bestod på den ene side også i, at det blev et virtuelt møde på grund af Covid19, og den situation fører så over i det måske efterhånden typiske, for byrådet har flere gange holdt virtuelle møder, hvor medlemmerne har siddet hjemme bag hver deres skærm og deltaget i behandlingen af de forskellige emner.
Hvor om alting er, synes der at være en tendens til, at talelysten er knapt så stor, når møderne holdes virtuelt fremfor, når byrådsmedlemmer og tilhørere er samlet i byrådssalen.
Ja til projekt Nipsvej
På byrådsmødet fik Ribe Boligforening godkendt den såkaldte Skema A-ansøgning til projektet på Nipsvej, og det baner vejen for, at boligforeningen nu kan rive de ti eksisterende huse på stedet ned og i stedet opføre 21 nye huse.
Som borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) sagde, er det et projekt, der udføres samlet, og det er en fysisk og økonomisk forudsætning for, at det kan gennemføres.
Ud over det, var der ingen kommentarer til sagen.
Penge til Destination Vadehavet
Der var heller ingen kommentarer, da den økonomisk trængte turistorganisation Destination Vadehavet, fik tilført en million kroner ekstra. Pengene kom fra det samarbejde, der har været omkring Business Region Esbjerg, som også var et samarbejde omkring turisme.
Det samarbejde bestod af Tønder, Fanø, Esbjerg og Varde kommuner, og de fire kommuner har valgt at lukke samarbejdet, hvorefter egenkapitalen i organisationen skulle fordeles, og det gav altså Esbjerg en million kroner, der blev sendt videre til Destination Vadehavet.
Projekt Mandø godkendt
Også projektet omkring områdefornyelse på Mandø, der tidligere er omtalt her på siden, blev godkendt i enighed efter formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S) havde påpeget, at projektet ikke alene gælder om at forene de igangværende projekter på øen men også at finde nye.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) fandt, at projektet er rigtig godt med store perspektiver ikke alene for Mandø men for hele Vadehavsområdet.
Debat om vindmøller
Forslaget til en ny kommunalplan, der sendes til høring, fik den radikale Anne Marie Geisler Andersen til at efterlyse nye områder til vindmøller. Det fik både borgmesteren, Kurt Bjerrum (V), Karen Sandrini (S), John Snedker (S) og Jørgen Boesen Andersen (SF) til at påpege vanskelighederne med i en kommune som Esbjerg, hvor der ikke er arealer med stor afstand til beboelse, at finde placeringer til store vindmøller.
Flygtninge
Et spørgsmål om modtagelse af afghanske flygtninge, gav også en del debat. Der var tale om, hvorvidt kommunen skal tage flere afghanske flygtninge, end kommunen er blevet tildelt af staten.
Sara Nørris (E) havde begæret sagen på byrådets dagsorden efter udvalgsbehandlingen, og hun samt SF og Radikale mente godt, at kommunen kunne tage nogle flere end de tildelte. Det vendte flertallet sig i mod, og ved en afstemning var der kun enhedslisten, SF og radikale, der stemte mod flertalsindstillingen.
Endelig blev det besluttet, at sektorplanen for park, skov og friluftsliv skal sendes i offentlig høring. Planen har været drøftet på borgermøder og været til udtalelse i flere interesseorganisationer.









































































