Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard

Fredag, d. 7. Oktober 2022

Styregruppen for Stafet For Livet i Ribe har netop løftet sløret for det officielle resultat fra årets stafet, og formand Morten Topholm kan da heller ikke rigtigt få armene ned og siger med et stort smil:

“Vi slår alle tidligere års resultater med årets overskud, som er 443.849 kr. Det er kæmpestort! Holdet bag årets stafet har været fantastisk! Vi har brugt meget lidt på at dække vores omkostninger, og samtidig har sponsorgruppen fået enorm god modtagelse og har samlet mange penge ind. Sidst men ikke mindst har de deltagende hold har været med til at sikre en stor støtte. Kæmpestor tak til alle!”

Stafet For Livet Ribe løb af stablen i weekenden 10.-11. september, og det var en weekend, der bød på sol, regn og følelser i alle afskygninger på stafetpladsen, hvor det var ro til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er Kræftens Bekæmpelses 24 timers holdaktivitet, som – med mottoet “En dag, en nat, en fælles kamp” – sætter fokus på kræft og indsamler penge til kræftsagen.

“Vi er alle vigtige brikker i denne vigtige sag – og styregruppen bag Stafet For Livet i Ribe er allerede i gang med at planlægge næste års stafet. Mange vigtige poster i styregruppen er besat, men hvis du sidder og læser dette – og tænker, at du gerne vil være med til at gøre en forskel sammen med styregruppen, så hold dig ikke tilbage, men kontakt meget gerne Betty Madsen på 51229036. Der er mange spændende opgaver at løse sammen med en fantastisk flok gode og engagerede frivillige!”, siger formand Morten Topholm, der efter 6 år som formand for Stafet For Livet i Ribe giver formandsstafetten videre.