Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 12. juli 2022
Plakaten til dette års Ribe jazzfestival, som finder sted i weekenden den 28. – 31. juli, er skabt af billedkunstneren Anita Falbe Cleyton, som bor i Seem Mejeriby ved Ribe.
Domkirken er valgt som motiv, fordi det er det symbol som de fleste forbinder med Ribe, fortæller hun.
”Som forlæg har jeg selv taget et foto af domkirken for at finde min egen vinkel. Farverne har jeg valgt med henblik på at udtrykke en stemning, som man forbinder med sol og varme. Musikken kommer så ind billedet med det orkester, som ses på plakaten”.
I sin kunst arbejder Anita Falbe Cleyton frit og eksperimenterende med akrylmaleri, blandform, tegning, akvarel, tekstil og keramik. Hun er medlem af Artizan, en kunst og håndværksbutik i Ribes gågade, hvorfra hun sælger sine malerier, ligesom hun løbende udstiller sine malerier forskellige steder bl.a. i kursus og konferencestedet Skovly, hvor nogle af hendes billeder har fået en permanent plads.
Anita Falbe Cleyton er til daglig skolelærer. Ved siden af har hun sin egen virksomhed, hvor hun arbejder med at skabe projekter og underviser i kreative fag, ligesom hun modtager bestillingsopgaver på maleri og sytøj.
Plakaten sælges under festivalen i informationsteltet ved scenen på domkirkepladsen. Den er desuden brugt som forside til det trykte festivalprogram, som nu er udkommet og ligger fremme forskellige steder.

Årets plakat til jazz festivalen