Tekst Hasse Jørgensen, pressefotos, søndag den 24. april 2022

Årets Langgaard Konkurrence 2022, der er en del af Langgaard Festivalen i Ribe, foregår i år i dagene den 7. og 8. maj i Koncertkirken i København.

Koncertkirken ligger på Blågårds Plads i København, og det er den første koncertkirke i Danmark. Kirken har en koncertsal med en enestående akustik, og Langgaard Konkurrencen går live i 2022.  Det bliver i år muligt at møde op og følge de unge talenter på tæt hold i Koncertkirken, når studerende fra de danske musikkonservatorier fortolker Langgaards musik. Og hvis du ikke kan møde op i Koncertkirken, vil konkurrencen også blive live streamet på Langgaard Festivalens Facebookside.

Koncertkirken på Blågårds Plads

– Vi oplevede sidste år et virkelig højt musikalsk niveau. Det var helt nye og friske fortolkninger, de unge musikere kom med og en kæmpe oplevelse at overvære, fortæller sanger Signe Asmussen, der er leder af Langgaard Konkurrencen og de vellykkede og velbesøgte workshops på landets tre klassiske konservatorier.

Formålet med konkurrencen er at stimulere kendskabet til Rued Langgaards musik i det professionelle, danske miljø og give unge talentfulde musikere koncerterfaring. Ved sidste års Langgaard Konkurrence delte to ensembler førstepladsen, og de spillede en fantastisk åbningskoncert ved Rued Langgaard Festival 2021 i Ribe som del af præmien. Den ene vinder – liedduoen Louise McClelland og Kristian Riisager – har nu indspillet Langgaards sange på baggrund af workshop og konkurrence. De kan opleves live ved dette års konkurrence i koncertkirken.

I år er det duo-år med violin- og lied duoer, der fortolker Langgaards musik. Og en ny jury med prominente musikere med stor Langgaard-erfaring sidder klar til vurderingen. Det er: Josefine Dalsgaard, violinist i Nightingale String Quartet, Maj Kulberg, violinist i Kroger Kvartetten og chef for Ensemble Storstrøm, sopranen Trine Bastrup Møller, pianisten Kristoffer Hyldig og kunstnerisk leder for Rued Langgaard Festival Esben Tange, der udtaler:

– Rued Langgaards musik er fuld af overraskelser og kan fortolkes på et utal af måder. Det oplevede vi sidste år, og jeg ser virkelig frem til igen at opleve de unge studerendes store entusiasme og sprudlende fortolkninger af Rued Langgaards musik.

Rued Langgaard festivalen holdes i år fra den 1. til den 4. september i Ribe, og temaet bliver ”Uendelighed” med tre danske komponister Per Nørgård, Else Marie Pade og Rued Langgaard.

Absalon Quartet