Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, fredag den 6. oktober 2023
Skal Ribe have en julebelysning i den kommende juletid på bekostning af en del af markedsføringen, eller skal julebelysningen sløjfes, så der kan sættes turbo på markedsføringen og handelsstandsforeningens regnskab kan komme i balance?
Det er de to spørgsmål handelsstandsforeningens medlemmer bliver stillet over for på den kommende generalforsamling, der holdes på Ribe Camping torsdag den 12. oktober.
Bestyrelsen møder op med to forslag til budgetter, hvor medlemmerne skal vedtage det ene.
Hvis der skal julebelysning op i år, laver foreningen et underskud på 100.000 kroner samtidig med, at budgettet for markedsføring stort set halveres fra 300.000 kroner til 160.000 kroner.
Hvis ikke, der skal julebelysning op, kan der bringes balance i budgetterne. I øjeblikket tærer foreningen på egenkapitalen.
– Det hele udspringer af, at kommunen ikke har bevilget os de 750.000 kroner, vi har søgt om. Vi er nødt til rettidigt at se på balancen og samtidig sikre, at vi har en koordinator, der er livsvigtig for udviklingen af vores by og for at sikre de mange events, der gennemføres, og som også er vigtig for turismen og i det hele taget den lokale handel, siger Keld Vestergaard, der er formand for Ribe Handelsstandsforening.
– Kunne man ikke stille forslag om forhøjelse af kontingentet?
– Forhøjelse af kontingentet kan man selvfølgelig tage fat i, men ikke alle butikker har liv og glade dage. Vi er små, mellemstore og enkelte store, der løfter i flok, og vi synes ikke, vi kan lægge det her ud på forretningerne. Vi kan også frygte, at det giver en medlemsflugt fra handelsstanden, som bestemt ikke er ønskelig. Vi mener ikke, en kontingentstigning er realistisk nu, siger Keld Vestergaard.
– Tror i ikke, at mange vil savne julebelysningen i givet fald?
– Det er med tristhed i stemmen, vi skal foreslå det, for Ribe uden julebelysning, bliver noget helt andet. Julebelysningen er smuk med høj kvalitet, og Ribe er kendt for den smukke julebelysning. Det er virkelig ærgerligt at skulle undvære den, men det er også nødvendigt at tage hensyn til budgettet, så det kommer i balance. Vi skal se fremad, så vi også fremover kan have en koordinator, der er så livsvigtig for en by som Ribe, siger de handlendes formand.