Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, lørdag den 2. november

Så er der igen lagt op til en fest på Stenbohus i Ribe. En fest, der er til glæde og gavn ikke alene for deltagerne men i høj grad også for beboerne på Margrethegården.

Det drejer sig om den efterhånden traditionelle julebanko, der i år afvikles for tredje gang. Og det er jo sådan, at når noget har været holdt to gange, kan man kalde det en tradition.

Det er de tre piger, Emma Saustrup Olesen, Marie Pahuus og Signe Thyssen, der står bag arrangementet, som går ud på at samle penge ind, der bruges til et arrangement for beboerne på plejecentret Margrethegården i Ribe. Første gang var det en gevaldig fest arrangeret i samarbejde med Rybners i Esbjerg, der sørgede for mad, servering og styling af beboerne. Anden gang var det frokost i det ”grønne”, hvor der blev serveret pandekager i lange baner med alskens godt fyld.

Hvad pengene denne gang skal bruges til, vides ikke i skrivende stund, men givet er det, at pengene giver mulighed for at sætte ekstra kolorit på tilværelsen for Margrethegårdens beboere.

I år holdes julebanko den 11. december med start klokken 18,30. Pladerne sælges allerede fra klokken 17, og der har de to forrige år været rift om dem, idet der har været udsolgt. Så det er en god ide at komme tidligt, hvis man vil være med til at spille om de gode præmier, der er skænket af byens handlende, og hvor overskuddet går til et godt formål.