Tekst & Foto: Johnny Tauman
27. september 2022
(Første artikel af tre)
På hylderne står vinflasker med navne som Valborg, Rigmor, Laurids og Kristian. RYK IND RIBE er på besøg i Thrane-Bendorffs fantastiske vinhave, hvor Bodil og Karl Johan har skabt et fantastisk univers. Historien om navnene vender vi tilbage til – først skal vi nemlig høre lidt mere om ikke mindre end 287 vinstokke.

– Vi satte de første stokke tilbage i 2004, fortæller Karl Johan, da vi bevæger os ned mellem vinstokkene, som just ikke i form ligner, hvad man normalt ser vinstokke udformet i. – Jeg har valgt at lade mine vokse sig meget høje for dermed at sikre optimal udnyttelse af lyset og dermed sukker til druerne, fortæller vinbonden, som standser op og tjekker nogle af de grønne drueklaser.

Imellem de lange rækker af vinstokke kan der høres en konstant klikkende lyd – og kort efter møder vi Bodil, som er i gang med at høste årets klaser til hvidvinen. – Prøv at se, hvor er de flotte siger hun, mens der fremvises en rigtig flot klase med Solaris druer. Bodil hjælper til i vinhaven, hvor Karl Johan nyder sin pensionist tilværelse, han repræsenterer også Kongeåens Vinavler Laug ud ad til. Bodil arbejder stadig i Blomsterhuset i Esbjerg – og mon ikke hun tager et par år endnu med de grønne fingre?

De mange år med dyrkning af vindruer, har givet mange hædersdiplomer – herunder 2 bronzemedaljer. – Det er dejligt at få sine vine anerkendt, forklarer Karl Johan, som undervejs på rundvisningen får besøg af Hans Knudsen fra Hjortlundvej. – Jeg dyrker grønne og røde sorter ligesom Karl Johan – men der går en 3-4 uger, inden de røde er klar til at blive høstet og byder samtidig RYK IND RIBE til at se forbi til den tid. Han har 150 vinstokke, som giver ca. 150 flasker ”hobbyvin”.

Tilbage til marken, hvor Thrane-Bendorffs vinhave ligger mellem høje træer – herunder en række egetræer, som Karl Johan selv klipper og former, så de passer ind i havens udtryk. Træerne giver læ, det giver et godt mikroklima, når solen skinner, bliver her lynhurtigt varmt og det kan vinstokkene lide. Jeg har 130 cm mellem mine stokkene – og så er jeg så heldig, at grundvandet kun er 1,5 meter nede, derfor har jeg stort set aldrig vandet mine stokke. Kongeåen har et mindre løb syd for marken, mens hovedløbet ligger nord for.









































































