Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, søndag den 28. november

Igen i år spænder Corona ben for kåring af årets julebryg i Ribe – Årets Emil.

Sidste år blev kåringen også aflyst grundet Corona, og derfor var der i år lagt op til en brag af en fest på Det Gamle Rådhus, hvor antallet af bryggere var udvidet i forhold til for to år siden. Men det stigende smittetal gør, at arrangørerne ikke tør løbe nogen risiko, og derfor er arrangementet i samråd med bryggerne aflyst.

Begrundelsen er, at pladsen på Det Gamle Rådhus er meget trang, og normalt samler kåringen af årets julebryg godt 300 mennesker.

Gruppen bag har overvejet, om man kunne lukke folk ind i hold, eller om arrangementet kunne flyttes uden dørs i telte. Men det at lukke folk ind i hold er meget upraktisk, og at holde arrangementet i små telt pavilloner er for risikabelt, for ingen ved, hvordan vejret bliver den pågældende dag.

Kåringen af årets julebryg skulle have været holdt lørdag den 4. december. Men nu håber arrangørerne på, at man kan samles lørdag den 10. december 2022 til et brag af Årets Emil, så den gode og hyggelige tradition kan genoptages.

Kåringen af Årets Emil startede tilbage i 2010, og navnet refererer til Emil Christian Hansen, der blev født i 1842 i Ribe. Han studerede i København og blev ansat på Carlsbergs laboratorium. Her fandt han ud af, at gær består af flere fungi, og at gær kan kultiveres og rendyrkes. I dag er den opdagelse basis for en stor del af verdens ølbrygning. Emil Chr. Hansen døde i 1909.