Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 14. december 2024

Det blev Ribe Bryghus, der løb med ”Årets Emil”, som er kåringen af den bedste juleøl blandt fem bryghuse.

Borgersalen og den tidligere retssal i Det gamle Rådhus dannede de hyggelige rammer om den festlige konkurrence, og tilstrømningen til arrangementet var stort. Til tider var det meget svært at bevæge sig i de to lokaler, fordi de mange gæster stod meget tæt og det, at der i år blev taget en entre på 30 kroner, gjorde bestemt ingen skår i glæden.

På to timer smagte de mange gæster på øl fra Ribe Bryghus, Fogh’s Øl, Vejrup, Esbjerg Bryghus, Fanø Bryghus og Jacobi Craft Brew, Varde.

Som nævnt vandt Ribe Bryghus’ juleøl konkurrencen foran Jacobi Craft Brew, Varde, Fanø Bryghus, Esbjerg Bryghus og Fogh’s Øl.

Ribe er kendt for mange personligheder gennem historien bl.a. Emil Christian Hansen, som blev født i Ribe i 1842 under beskedne kår.

Emil Christian Hansen blev den første i verden, som gennem studier på Carlsbergs laboratorium i Valby gjorde opdagelsen til at isolere gærcellen, så der kunne produceres rendyrket gær. Det gjorde, at man på Carlsberg og bryggerier verden over kunne producere dejlig pilsnerøl. Noget eftertiden har nydt godt af.