Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 6. januar.

De formentligt mange mennesker, der har set frem til at kunne hente mad i Peking House fra torsdag, kommer til at væbne sig lidt med tålmodighed.

Efter næsten tre måneders lukning var det planen, at den populære restauration ved gågaden i Ribe skulle være åbnet torsdag (7. januar) klokken 17. Men åbningen er udsat til fredag samme tidspunkt. Årsagen er, at indehaveren, Tien Pham, og hans hjælpere ikke har kunnet få restaurationen indrettet til torsdag, så alle regler omkring corona overholdes.

– Men vi regner helt bestemt med at åbne fredag klokken 17, siger en travl Tien Pham torsdag aften. Og han tvivler på, at han får meget søvn inden åbningen fredag sidst på eftermiddagen.

Oprindeligt var det planen, at kunderne selv kunne blande deres mad ved den tag selv-buffet, restaurationen er kendt for. Men kunderne må ikke selv gå ved buffeten, og derfor bliver det sådan, at kunderne på hjemmesiden kan se udbuddet af retter, og de kan så selv sammensætte deres menu. Ved bestillingen får man besked på, hvornår maden kan være færdig, og det vil typisk tage 20 minutter. Herefter kan kunderne hente maden i restaurationen.

– Men konceptet omkring retterne bliver det samme, og det bliver den samme gode mad, forsikrer Tien Pham.