Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 23. juni 2026

De kom fra Australien, de kom fra New Zealand, USA og hele Europa. 97 biler af Mærket Bugatti aldersmæssigt fra 1921 til 1936 indtog tirsdag formiddag domkirkepladsen og vakte stor opsigt for de mange fastboende og turister i byen.

Der var tale om et internationalt Bugatti-stævne arrangeret af den danske Bugatti klub, hvis formand er Peter Zinck. Det er i øvrigt ikke første gang, at der har været så mange gamle Bugattier i Ribe. Det var der også i 1966.

– Det var den daværende klub, der arrangerede træffet. Men den klub gled stille ud, og for otte år siden var vi nogle ejere af Bugatti, der besluttede os for at danne en ny klub, og det er den, der står bag det nuværende træf med besøg i Ribe, fortæller Peter Zinck.

Hvad er det, der er så spændende ved en Bugatti?

– Det er en helt usædvanlig bil. Opfinderen af Bugatti, bilen er opkaldt af hans navn, havde det mål, at en Bugatti skulle være den bedste og pæneste bil. Var den ikke det, var det ikke en Bugatti.

– Bilerne er utroligt solidt og godt lavet. Ud af de 97 biler, der er med i Ribe, er der kun en, der ikke er lavet i rustfrit stål. De er spændende at køre. Har du et par biler af samme model, kører de ikke ens.

De biler, der kommer oversøisk fra, kan naturligvis ikke køre til Danmark, men hvad med de biler, der kommer fra Europa. Kører de selv til stævnet?

– Man kører helst selv. Ud af de biler, der er med her, er der omkring 15, der kørte til Danmark ved egen kraft. De andre kommer på en trailer, og de oversøiske ejere har som regel bilen parkeret i Europa.

Hvad er sådan en Bugatti værd?

– Det går vi ikke så meget op i, lyder det fra Peter Zink.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Peter Zink ved sin egen Bugatti

Deltagerne i træffet mødtes i Kolding, hvorfra der var udflugter til bl.a. Legoland og altså Ribe. Fra Ribe gik turen videre til Schackenborg derfra retur til Kolding. Opholdet i Ribe varede en times tid.

Onsdag forlægges residensen til Silkeborg, hvor træffet slutter søndag.

De gamle biler kører under opholdet i Danmark 1080 kilometer.

– Og selvfølgelig kan det ikke undgås, at noget går i stykker i de gamle biler. Sker det og holder man i vejsiden, vil forbikørende med håndtegn spørge, om der er problemer. Vender havaristen tommelfingeren op ad, kører man videre. Vender havaristen tommelfingeren nedad stopper man og hjælper det man kan. Og det sker ofte, at der pludseligt er en tre til fire mennesker, der står på hovedet i bilen for at finde fejlen, fortæller Peter Zinck om sammenholdet blandt ejerne af en Bugatti.

Flere billeder fra træffet herunder.