Tekst og foto: René Jørgensen
6. juli 2026.
Rejsby gør sig klar til årets største sommerfest
Fra virale ROSA til countrylegenden Tamra Rosanes – Danmark Dejligst byder igen på gratis musikfest med store navne, lokale talenter og fællesskab i centrum.
Der bliver masser af musik, fællessang og sommerstemning, når Danmark Dejligst lørdag den 25. juli endnu en gang åbner festivalpladsen i Rejsby.
I næsten 12 timer bliver området fyldt med livemusik, glade gæster og duften af grillmad, når flere tusinde mennesker forventes at besøge den gratis festival, der gennem årene har udviklet sig til en af sommerens helt store begivenheder i den sydvestjyske kalender.
Det særlige ved Danmark Dejligst er ikke kun musikken. Festivalen er skabt af lokale ildsjæle, hvor tre sogne arbejder side om side for at skabe en oplevelse for både gæster og musikere. På én enkelt dag bliver indbyggertallet i området næsten fordoblet, og netop fællesskabet er fortsat festivalens stærkeste varemærke.
Program med noget for alle
Årets program favner bredt og byder på både nye stjerneskud, lokale musikere og velkendte navne.
Festivalen bliver skudt i gang af det ukrainsk-danske band Overseas, som med en blanding af ukrainsk folkemusik, pop og rock sætter en stemningsfuld tone for dagen.
Kort efter indtager de otte unge musikere fra Halmøre den store scene. Bandet har tidligere begejstret publikum i Rejsby med deres smittende energi og deres musikalske blanding af bluegrass, irsk folkemusik og reggae.
De lokale kræfter bliver også godt repræsenteret. Brothers in Arms, der består af unge musikere fra Frifelt, Ribe og Skærbæk-egnen, har i år skiftet countrymusikken ud med klassiske rockhits fra blandt andre Dire Straits.
Et af festivalens absolutte trækplastre bliver den 25-årige sanger ROSA, der med debuthittet Skyklapper er blevet et af de mest omtalte navne på den danske musikscene. Hendes sange har været flittigt spillet i radioen, og publikum kan også glæde sig til hits som Bliv hvor du er og Fuck om de kan li’ os.
Senere på eftermiddagen følger Jeremy Longfield, der med sin personlige blanding af pop, rock og indie har opbygget et stærkt publikum.
Kasper Buch og band tager over med energisk og nærværende rytmisk musik, mens den lokale musiker Karl Nissen både optræder sammen med Halmøre og senere solo med sine stemningsfulde nordiske popjazz-inspirerede sange.
Fællessang, country og fest
Når aftenen nærmer sig, bliver tempoet skruet op.
Matroserne lover en time fyldt med sømandsviser, fællessang og masser af fest, hvor publikum kan synge med på klassikere som Alle sømænd er glade for piger og Drunken Sailor.
På den lille scene kan publikum derefter opleve et af dansk countrys helt store navne. Tamra Rosanes har gennem årtier været blandt landets mest populære countrysangere, og med sange som Rub It In har hun sat sit tydelige aftryk på dansk musikliv.
Festivalen rundes traditionen tro af Out Of Words, der endnu en gang skal sørge for, at festen fortsætter helt frem til sidste ekstranummer. Bandet er blevet synonym med Danmark Dejligst og er kendt for at levere et energifyldt show med både nye hits og velkendte klassikere.
Frivillige gør festen mulig
Bag festivalen står omkring 130 frivillige, og arrangørerne mangler fortsat enkelte hænder til blandt andet baren.
– Vi glæder os helt vildt til at byde velkommen. Alt er stort set på plads, og nu håber vi bare, at et par stykker mere har lyst til at være med som frivillige. Det er fællesskabet, der gør Danmark Dejligst til noget helt særligt, siger næstformand Karin Lorenzen.
Hun understreger, at festivalen kun kan eksistere, fordi lokale frivillige år efter år stiller op og skaber rammerne om en dag, hvor både musikere og publikum føler sig hjemme.
Hvis vejrguderne også lever op til deres del af aftalen, er der lagt op til endnu en uforglemmelig sommerdag i Rejsby.
Fakta: Danmark Dejligst 2026
Lørdag den 25. juli
12.30 – Overseas
13.15 – Halmøre
14.15 – Brothers in Arms
15.00 – ROSA med band
16.00 – Jeremy Longfield
17.00 – Kasper Buch med band
18.15 – Karl Nissen
19.00 – Matroserne
20.15 – Tamra Rosanes Duo
21.30 – Out Of Words
Gratis adgang hele dagen.










































































