Tekst: Renè Jørgensen, privatfoto
24. maj 2026.
Skolehaverne ved Slotsbanken tager form – frivillige søges til oprydning
Projektet med de nye skolehaver ved Slotsbanken i Ribe tager nu et vigtigt skridt videre, men der er stadig brug for flere hjælpende hænder, før børnene kan rykke ind i haverne.
Tirsdag og onsdag den 26. og 27. maj skal området ryddes op, og initiativtagerne bag projektet håber, at lokale borgere vil give en hånd med – gerne også én med trailer.
Inden arbejdet med skolehaverne kunne fortsætte, blev jordkvaliteten undersøgt. Der fandtes ingen tidligere målinger af jorden på området, og derfor tog Esbjerg Kommune, efter initiativ fra projektgruppen, jordbundsprøver af hele grunden.
Undersøgelserne viste, at jorden er lettere forurenet, hvilket ifølge projektgruppen svarer til niveauet i mange andre byområder. Resultaterne førte til en dialog med Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og vurderingen er klar: Forureningen er så begrænset, at der ikke er nogen risiko, hvis almindelige forholdsregler overholdes.
Det betyder blandt andet, at man skal huske god håndhygiejne, undgå at spise jord samt skylle frugt, grøntsager og krydderurter grundigt.
I samarbejde med styrelsen og kommunens fagfolk er projektet derfor blevet godkendt, og arbejdet med etableringen kan fortsætte.
I uge 22 vil en lokal entreprenør hjælpe med at rydde området, hvor der blandt andet skal køres affald og materialer væk til genbrug. Samtidig er FGU Vest gået ind i projektet og har bygget ti højbede samt bord-bænke-sæt, som bliver leveret og sat op, når området er klar.
Bag projektet er håbet at skabe mere end blot en have.
Med højbede og opholdsområder ønsker initiativtagerne at skabe et samlingssted, hvor både børn og byens øvrige borgere kan føle sig velkomne og tage del i udviklingen af området.
– Vi drømmer om, at haven kommer til at summe af liv – både fra mennesker, insekter og naturen omkring os, lyder det fra gruppen bag projektet.
Har man lyst til at hjælpe med oprydningen i uge 22, kan man kontakte Heidi på 28 18 16 03 eller Jacob på 20 94 55 51, fortæller de to initiativtagere til dagen.








































































