
Vigtigt at vælge det “korrekte” blink
Tekst: Johnny Tauman Foto: Ove Detlevsen
24. marts 2023
Sæsonstarten med 3 timers GRATIS fiskeri i Storkesøen gik over alt forventning med deltagelse af 320-350 lystfiskere i alle aldre. Der blev fanget rigtig mange fisk – og med solskin var humøret højt hos de fleste – men ikke hos Pepes far. – Se far, jeg fangede en rigtig stor ørred, lød det med begejstring i stemmen fra den 9 årige knægt, der var taget til Ribe sammen med både faren og bedstefaren. Det viste sig ved nærmere øjesyn, at de voksnes fangst var en hel del mindre!

Niårige Pepe med sin store fangst
Når man deltager i fiskeriet mellem kl. 14.00 og 17.00 er det tilladt at fange 6 fisk pr person – og allerede efter den første times tid havde de heldigste (læs: dygtigste) hevet 4 fisk i land, og så blev der snakket både grill og noget fornuftigt at drikke til.

Med fem kvarter tilbage er muligheden endnu til stede for at komme op på de tilladte 6 fisk pr. mand
RYK IND RIBE talte med en af de tre ejere /direktører, Lise Agger fra STORKESØEN, da klokken havde passeret 17.00. Hun fortalte, at det havde været en fantastisk god eftermiddag – og at der lige nu holdes en times pause med fiskeriet, men at fra kl. 18.00 vil det igen være muligt at smide snøren i vandet. – Vi har alt udsolgt, så det er en fornem start på den nye sæson. Danskerne er stort set kørt hjem, mens tyskerne bliver – og mange spiser i Søpavillonen eller har tændt grillen. Finder man det rigtige sted i læ for vinden, så kan man jo sagtens nå at nyde dagens sidste solstråler.

Med udstyret i orden kom fisken det sidste stykke på land i fangstnet