Tekst : René Jørgensen Illustration: Ribe Pakhus
22. januar 2026.

Fastelavn for børn – en festlig dag midt i Ribe

Der er lagt op til en festlig og hyggelig dag, når der inviteres til indendørs fastelavnsfest i Ribe Pakhus. Arrangementet vækker særlig glæde, da der ikke er mange indendørs fastelavnsfester for børn i bymidten, og behovet derfor er stort.

– Vi glæder os helt særligt til fastelavn, fordi der mangler tilbud til børn indendørs her i byen. Det her bliver en dag, hvor både børn og voksne kan være med og få en rigtig god oplevelse sammen, fortæller Pernille Preisler Adelhardt fra Ribe Pakhus.

Fastelavnsfesten bliver en dag fyldt med grin, fællesskab og klassiske fastelavnstraditioner. Børnene kan se frem til sjove konkurrencer som snørre-spisning, kåring af bedste udklædning og naturligvis tøndeslagning, hvor spændingen stiger slag for slag. Her er der plads til fantasifulde kostumer, højt humør og masser af gode grin for hele familien.

Arrangementet skaber en tryg og hyggelig ramme, hvor børnene kan lege og more sig indendørs – uanset vejret – og hvor både store og små kan nyde den helt særlige fastelavnsstemning. Det bliver en dag, hvor traditioner møder leg, og hvor minder bliver skabt.

Fastelavnsfesten finder sted søndag den 15. februar 2026 kl. 11.00 og henvender sig til børn i alderen 1–12 år sammen med deres familier. Katten slås af tønden kl. 11.00, hvorefter der vil være forskellige konkurrencer for både børn og deres voksne ledsagere. Tøndeslagningen foregår i to aldersgrupper: 1–5 år og 6–12 år.

Dørene åbner allerede kl. 10.00, hvor der kan købes surdejsboller med ost og marmelade, kage, fastelavnsboller samt både kolde og varme drikkevarer. Børnene opfordres til at komme udklædt, og der vil være præmier for bedste udklædning – voksne er naturligvis også velkomne til at klæde sig ud.

Der er gratis adgang for én voksen i følge med ét barn med gyldig billet, og børn under 1 år har gratis adgang. Billetten inkluderer én fastelavnsbolle. Der sættes kun 40 billetter til salg, så interesserede opfordres til at sikre sig en plads i god tid.

Køb billetten HER