Tekst og foto: Renè Jørgensen og pressefoto: privat
30. september 2025.
Team Esbjerg skifter ud på målvogterposten
Team Esbjerg skifter ud på målvogterposten: Silje Solberg vender tilbage til Danmark – Anna Kristensen søger nye udfordringer
Team Esbjerg får fra sommeren 2026 en ny, international topmålvogter i truppen, når norske Silje Solberg tiltræder på en toårig kontrakt og danner duo med tyske Katharina Filter. Samtidig står det klart, at Anna Kristensen forlader klubben ved udløbet af sin kontrakt 30. juni 2026 for at fortsætte karrieren i en ny klub.
Silje Solberg genforenes i Esbjerg med sin tvillingsøster, Sanna Solberg-Isaksen, som for nylig har forlænget sin aftale med klubben frem til 2028. Det bliver dermed første gang siden 2014, at de to søstre igen spiller sammen i klubregi.
– ”Der var ikke mange andre steder, vi ønskede at flytte til, og at afslutte karrieren sammen med sin søster er en mangeårig drøm,” siger Silje Solberg, der med sin familie – ægtefællen Lars og døtrene Emma og Tuva – flytter til Esbjerg i forbindelse med skiftet.
Cheftræner Tomas Axnér glæder sig over tilføjelsen af en målvogter med stor international erfaring.
– “Vi søgte en international topmålvogter, og det får vi i Silje. Hendes meritter taler for sig selv. Vi mister Anna, som har fantastiske kvaliteter, men vi får en duo i Silje og Katharina, som kun de bedste klubber kan matche,” siger han.
Silje Solberg kommer til klubben efter en imponerende karriere i Norge, Danmark, Frankrig og Ungarn med blandt andet Champions League-titlen i 2024, OL-guld i Paris og flere EM- og VM-titler.
Samtidig tager Team Esbjerg afsked med Anna Kristensen, som siden 2023 har udviklet sig til en af verdens stærkeste målvogtere og etableret sig på landsholdet.
– “Vi har længe ønsket at forlænge samarbejdet med Anna, men hun ønsker nye sportslige udfordringer, og det har vi fuld forståelse for. Hun har bidraget massivt til klubbens ambition om at blive verdens førende kvindehåndboldklub,” siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
Anna Kristensen har i sin tid i klubben været med til at vinde to danske mesterskaber, tre pokaltitler, Super Cup og to bronzemedaljer i Champions League Final4.

pressefoto: privat. Silje Solberg vender tilbage til Danmark.











































































