Optakt: Lars Lundgaard foto: René Jørgensen

Den kamp skal selvfølgelig ha’ et skud!

 Aalborg Håndbold – Ribe-Esbjerg HH den 6. november kl.1900

Der står 9 kampe og 18 point ud for Aalborg Håndbold, der er ved at køre ligaen over. Også i Europa følger de den direkte vej til Final4. Thomas Arnoldsen, Lukas Nilsson og den tyske stjerne, Juri Knorr har været bagkædens stærkeste kort.

Marc Uhd oplever, at Aalborg i denne sæson stiller med det stærkeste hold, der nogensinde har spillet i den danske liga: ”De har 7 spillere på europæisk topniveau i bagkæden. Det bliver suverænt sæsonens sværeste kamp og en rigtig god test for os.

Aalborg spiller bredt, hurtigt og tungt med masser af fysik. Hvis de har lidt problemer, så er det jo bare Thomas Arnoldsen, der tager holdet på ryggen. Og hvis vi i angrebet kommer igennem, så står vi overfor Landin, der stadig er én af verdens bedste målmænd.

Vi tror selvfølgelig på, at vi kan lave noget stort. Spillerne glæder sig. De får mulighed for at få en god oplevelse – at kunne spille mere frit. Vores mål er at sætte en rigtig god kamp sammen. Det kræver, at vi over hele linjen præsterer lidt over evne. Og at Aalborg halter lidt indstillingsmæssigt. Det plejer de ikke. Men den kamp skal selvfølgelig ha’ et skud!”

Selvfølgelig skal den det!

Kampen spilles i Gigantium