Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, privatfoto Kurt Pedersen, onsdag den 30. september 2026
Ribe: Kurt Pedersen er 82 år. Den 22. august blev han danmarksmester i orienteringsløb i H80-klassen på mellemdistancen. Men mesterskabet er blot det seneste kapitel i historien om en mand, der gennem et langt liv har kombineret lærergerning, fagforeningsarbejde og en livslang passion for idræt.
Ved DM i orienteringsløb på mellemdistancen i Frederikshåb Plantage den 22. august 2026 løb Kurt Pedersen fra Ribe Orienteringsklub sig til guldet i H80-klassen.
Dermed føjede han endnu et mesterskab til en imponerende samling af resultater. Og selv om Kurt har dyrket orienteringsløb i mere end fire årtier, var det først efter indtrædelsen i H80-klassen, at medaljerne for alvor begyndte at komme.
Ryk Ind Ribe møder Kurt på Café Quedens på denne dejlige løvfaldssommerdag.
– Enten er det, fordi jeg har holdt formen bedre, eller også er de andre blevet mere skrøbelige, siger Kurt med et smil.
Fra små kår i Rousthøje til seminariet i Esbjerg
Kurt Pedersen voksede op i Rousthøje under beskedne kår. Familien havde et landbrug, men det var ikke nok til at få økonomien til at hænge sammen. Forældrene måtte derfor have arbejde ved siden af gården for at få det til at løbe rundt.
Kort efter sin konfirmation som 14-årig kom Kurt ud at tjene. Der skulle gå nogle år, før en skolelærer i Rousthøje, som kendte hans boglige evner, hjalp ham videre. Læreren satte ham i forbindelse med den daværende rektor på Esbjerg Seminarium. Og så skete der noget.
Først et halvt år i for-præparandklassen og derefter et år i præparandklassen, som i starten af 1960’erne var vejen til seminariet for unge, der ikke havde en studentereksamen. Herefter fulgte fire år på seminariet – og det blev begyndelsen på et langt arbejdsliv som lærer.
Lærer, Grønland og fagforeningsmand
Efter uddannelsen fik Kurt arbejde i Sdr. Bork ved Ringkøbing Fjord, og efter et år kom han til Blåvand, hvor hans kommende hustru arbejdede.
Fra 1968 til 1972 boede familien på Grønland, hvor de begge arbejdede som lærere. Det var også her, familiens tre børn blev født – en pige i 1970 og tvillingedrenge i 1972.
Efter årene på Grønland vendte parret tilbage til Blåvandshuk Skole i Oksbøl. Senere blev ægteskabet opløst, og Kurt fik arbejde på Sct. Jacobi Skole i Varde.
I begyndelsen af 1980’erne blev Kurt involveret i det faglige arbejde, og fra 1985 var han formand for Varde Lærerkreds. Foreningsarbejdet kom efterhånden til at fylde stadig mere, og de sidste år som lærer arbejdede han udelukkende med det faglige og organisatoriske arbejde.
Kurt flyttede til Ribe i 1990 og blev gift med Ruth, men fortsatte sit arbejde på Sct. Jacobi Skole i Varde frem til pensioneringen i 2006. Parret bor på Stadionvej i Ribe.
Fra Anders And-løb til orienteringsløb
Sporten havde altid været en del af Kurts liv. Atletikken stod tidligt stærkt, og gennem årene har han dyrket flere forskellige sportsgrene. Blandt andet spiller han stadig bordtennis. Men det var orienteringsløbet, der med tiden skulle blive den helt store passion.
Kurt og hans daværende kone fik gennem børnene kendskab til Anders And-løbet i Oksbøl. Efter nogle år var børnene blevet så store, at de selv kunne løbe ruterne, og dermed opstod muligheden for, at forældrene også kunne prøve kræfter med sporten.
Det blev begyndelsen på mere end 40 år med kort, kompas, skove, heder og jagten på de rigtige poster.
OK West – et særligt terræn i Oksbøl
Kurt begyndte i OK West i 1979. Klubben havde base i Oksbøl, hvor plantager, klitområder og heder gav orienteringsløberne et spændende og varieret terræn.
Det store militære øvelsesterræn omkring Oksbøl gav samtidig mulighed for at løbe på store arealer, selv om militærets aktiviteter også satte grænser for, hvor der kunne arrangeres løb.
Kurt blev blandt andet kredsmester i H50-klassen i 1994. Han fortsatte i OK West efter flytningen til Ribe i 1990, men fra 1993 repræsenterede han Ribe Orienteringsklub.
Ribe Orienteringsklub – lille, men aktiv
I dag er Ribe Orienteringsklub en lille klub med omkring 13 medlemmer, hvoraf blot fem er aktive løbere.
Det begrænsede medlemstal betyder dog ikke, at orienteringssporten fylder lidt. Klubben har gennem årene både deltaget i og arrangeret løb og har et godt samarbejde med orienteringsklubben i Haderslev. Klubberne hjælper hinanden og arrangerer på skift løb.
For Kurt har klubarbejdet gennem årene også været meget mere end selve løbene. Han har blandt andet arbejdet med korttegning, banelægning, banekontrol og stævneledelse.
De store resultater kom sent
Kurt har gennem mange år deltaget i mesterskaber, men medaljerne kom især, efter at han rykkede op i H80-klassen.
I 2023 blev han kredsmester i H80 i sydkredsen. Samme år vandt han også H80-klassen ved Fynsk Sprint Cup på Ærø og tog sølv ved DM i ultralang i Hoverdal.
I 2024 kom endnu en sølvmedalje ved DM i ultralang i Gribskov, mens han samme år vandt guld ved JFM Sprint i Jelling.
Og 2026 har foreløbig budt på yderligere to mesterskaber. Først med guld ved DM Sprint i Kolding den 16. maj. Siden kom den seneste triumf: DM-guld på mellemdistancen i Frederikshåb den 22. august.
Men Kurt Pedersen har stadig kortet i hånden, kompasset i lommen – og tilsyneladende ingen planer om at stoppe.
(fakta under billedet)

Fakta – Orienteringsløb
H80 betyder Herrer 80 år og derover. Orienteringsløbere konkurrerer i aldersklasser, så man møder løbere på omtrent samme alder. Fra 35 år er klasserne opdelt i femårsintervaller.
Sprint: ca. 12–15 min. – kort og intenst, ofte i by eller park.
Mellem: ca. 30–35 min. – teknisk krævende med mange retnings- og vejvalg.
Lang: ca. 45-50 min. – længere stræk, større vejvalg og større fysisk belastning.
Ultralang: ca. 60-70 min. – den længste og mest udholdenhedskrævende disciplin.







































































