Ildsjæl i Ribe har fået fornemt hæderstegn
Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 15. juni 2025
En af Ribes ildsjæle, Claus Tobiasen, har fået Ju-Jitsu Danmarks ærestegn.
På årsmødet i DJU tildelte formanden Martin Kirkhammer Claus Tobiasen DJU’s Ærestegn!
I motiveringen for tildelingen af ærestegnet, hedder det: “Claus modtager denne fornemme anerkendelse som en hyldest for sit livslange og enestående engagement i Ju-Jutsu – en passion og indsats, der strækker sig over mere end 40 år.
Claus grundlagde Ribe Ju-Jutsu Klub i 1984. Han har fra begyndelsen stået i spidsen som cheftræner og været en drivende kraft i både klubbens og dansk Ju-Jutsus udvikling. Claus har aldrig stillet sig tilfreds med status quo – han har altid kigget fremad og ud over landets grænser. Derfor har han gennem en årrække også haft rollen som sportschef for Ju-Jitsu Danmark, hvor hans indsats har været medvirkende til en imponerende medaljehøst ved EM, VM og World Games, i en tid hvor konkurrencen kun er blevet hårdere.
Derudover er Claus 4. dan i Ju-Jutsu, gradueringsdommer i alle grader, og JJIF-dommer på nationalt A-niveau. Han har siddet i stilartsudvalget siden 1990’erne, hvor han har været en central figur i udviklingen af pensum og en inspirator for utallige ju-jutsukaer, både som underviser og som forbillede.
Claus er ikke blot en dygtig træner og organisator – han har også selv kæmpet på allerhøjeste niveau. Gennem mange år var han en markant profil på landsholdet med både nationale og internationale medaljer. Og som et bevis på hans vedvarende engagement og kærlighed til sporten, stillede han i 2022 op ved VM i Master-kategorien – og vandt en flot sølvmedalje.
Hans virke stopper ikke ved landets grænser. Claus har arbejdet utrætteligt for at styrke samarbejdet med andre nationer – blandt andet gennem træningssamlinger med både tyske og svenske klubber, og som landstræner for Taiwan op til World Games i 2009. Her rejste han til Taiwan og arbejdede i tre måneder – en indsats, der var med til at sikre landet medaljer ved legene.
Claus’ internationale netværk og hans evne til at dele ud af sin viden gør ham til en enestående ambassadør – ikke bare for sin klub og stilart, men for hele Ju-Jitsu Danmark og DJU som helhed.
Det er derfor med stor respekt og dybfølt taknemmelighed, at DJU i år tildeler Claus Tobiasen DJU’s Ærestegn – som et synligt bevis på en uvurderlig indsats gennem fire årtier” hedder det i motiveringen.