Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 9. oktober 2024

Social Drive Out har nu uddelt 150.000 måltider, siden indsatsen begyndte at køre i 2020. Af disse har afdelingen EnsOm Mad i Ribe kørt ud til cirka 715 stop og uddelt cirka 8000 måltider mad til lige så mange personer.

Det er et tydeligt tegn på, at stadig flere mennesker lever i velfærdssamfundets blinde vinkel uden tilstrækkelig hjælp og støtte – især i landdistrikterne, hedder det i en pressemeddelelse fra Social Drive Out.

– Vi bliver til stadighed overraskede over armoden, vi møder. Isolerede mennesker lever i knugende ensomhed, misbrug, psykisk og fysisk mistrivsel og med andre udfordringer uden tilstrækkelig hjælp og støtte, siger generalsekretær Peder Meisner fra KFUM’s Sociale Arbejde.

Social Drive Out begyndte at køre ud og etablere pop-op-væresteder under corona-nedlukningen i påsken 2020 og har siden uddelt 150.000 gratis måltider.

Social Drive Out, som fik Kronprinsparrets Sociale Pris 2023, udbringer hver uge mad og nærvær 91 steder i Danmark. Deltagerne får hjælp og støtte til at løse sociale udfordringer på stedet. Social Drive Out tilbyder også gældsrådgivning, retshjælp, rusmiddel- og ludomanibehandling i KFUM’s Sociale Arbejdes regi samt bygger bro til læger, hospitaler, psykiatrien, kommunen mv.

For at støtte de mest udsatte mennesker, som ikke selv kan opsøge hjælp, kører Social Drive Out også individuelle ”grusvejsture”

OVERSETE OG USYNLIGE UDSATTE

Forskning fra Aalborg Universitet dokumenterer, at nogle udsatte mennesker lever oversete og usynlige i velfærdssamfundets blinde vinkel uden brug af sundhedssystemet eller offentlige ydelser.

– Det kan være provokerende for vores forståelse af det samfund, vi lever i. Folk har svært ved at tro, at det kan være rigtigt. For de ser ikke den usynlige forarmelse, som findes i nogle udkantsområder, siger forskerne Betina Jacobsen og Iben Nørup fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, som er ved at færdiggøre deres følgeforskning om Social Drive Out og social udsathed i landdistrikter.