Kronen på hovedet
Kort forud for, at kongen og hoffet atter kunne ventes til slottet, – det var i september måned – gik Gammelfar ned og fik en passiár med hr. Gulbis, den ærværdige, gamle svane, voldgravens behersker. Ganske vist kunne Gammelfar ikke tale svanesprog, og hr. Gulbis forstod ikke nissemål. Alligevel fik hr. Gulbis en forståelse for, hvad der var i gære. Han nejede elegant med halsen og pillede sig under vingen, inden han lod Gammelfar vide, at han havde en plan. Desværre forstod Gammelfar ikke helt, hvad hr. Gulbis fortalte, og hvad han havde forestillet sig at ville stille op. Så meget forstod han dog, at hr. Gulbis ville sørge for, at kronen kom i de rette kongelige hænder, og Gammelfar bragte den ud til hr. Gulbis’ rede, hvor den blev gemt under dun, siv og strå i reden.
Dagen oprandt, hvor hoffet drog ind over vindebroen, herrerne steg af hestene, og kvinderne kom ud af de støvede rejsevogne. I slotsgården blev de mødt af et sælsomt syn. Midt i den åbne dobbeltdør ind til højsalen stod den stolte hr. Gulbis. Hvid og skinnende stod han i solen, og ikke nok med det – han havde guldkronen om halsen. Kronen var bredere end halsen, så den hvilede allernederst på svanekroppen, og den lange hals strakte sig elegant til vejrs. Det var et eventyrligt skue!
Kong Kristoffer, der nu regerede, blev så overrasket, at han slet ikke kunne få sig til at svinge benet over hesten, men blev siddende og stirrede målløs på det eventyrlige syn. Hr. Gulbis blev bare stående midt i døren og kiggede til den ene og til den anden side. Langt om længe kom hofmesteren i tanker om, at han hellere måtte tage sig af guldkronen. Han nærmede sig forsigtigt hr. Gulbis, men trådte to skridt baglæns, da svanen hvæsede arrigt ad ham.
– Lad mig, Kong Kristoffer steg af sin hest og gik hen mod døren. Hr. Gulbis nejede med halsen og gned næbbet mod kongens ærme, mens han forsigtigt løftede kronen op over svanens hoved. Da kongen havde kronen i hænderne, kiggede hr. Gulbis på ham og spadserede stolt ud gennem porten og svømmede ud i voldgraven, som om intet var hændt.
Kongen og hoffet havde sandelig fået noget at snakke om, og de havde selvfølgelig ingen anelse om, at alle slottets nisser havde set hele forestillingen oppe fra storkereden på taget over tronsalen. Nisserne glædede sig over den kloge svane, der så smukt havde løst deres problem.
Hofmesteren fik kronen overrakt med besked om, at den skulle gøres smukt ren inden aften. Han fik fat på en dygtig køkkenpige, som forsigtigt vaskede den kostbare krone i lunkent vand og tørrede den af med et linnedklæde, mens hofmesteren holdt øje. Bortset fra, at der manglede adskillige perler, så kronen stadig pragtfuld ud efter de mange år, den havde ligget i mudderet på voldgravens bund.
Om aftenen ved taflet lod Kong Kristoffer kronen sætte på hovedet af sin dronning, som hed Margrethe. Hun blev glad for at bære den, men hun var alt for beskeden til at ville gå med den til hverdag. Hun bar den kun, når der skulle holdes store fester med mange kongelige gæster.
Hofmesteren sørgede for, at en af Ribes dygtige guldsmede satte nye perler ind. Langt om længe var dronningekronen kommet tilbage på en dronnings hoved. Der var bare ingen den gang, som vidste, hvem der havde lavet kronen og hvem, der havde båret den tidligere, – det ved kun I og jeg.
