Tekst: Renè Jørgensen Illustration: Termansens/ Søren Olsen
28. oktober 2024.

Værkaften den 6. november 2024 kl. 19:30 på Termansens i Ribe

Neil Young og C V Jørgensen fejres – kom og bidrag til disse ’fyrtårne’ i musikhistorien

Så er det ’business as usual’ igen efter en super aften med Vinyl Venner Vender Vinyl ’Pop Up’ på Kulturnatten, hvor rigtig mange besøgte os på Habengood. Tak for den opbakning, lyder det fra Christian Quvang fra Termansens.

50 året for to væsentlige udgivelser

Her i efteråret 2024 er det 50 året for to væsentlige LP-udgivelser med to helt unikke sangere, musikere og sangskrivere. Det er nemlig 50 år siden, at Neil Young udgav et af karrierens mange hovedværker ’On The Beach’, og at C V Jørgensen udgav sit første af mange fremragende værker ’En stynet strejfer’. Vi vil ikke kun fejre disse to udgivelser, men i løbet af aftenen vil vi vende mange andre udgivelser og sange fra disse to helt unikke kunstnere i rockmusikkens historie, fortæller Christian i
pressemeddelelse fra Vinyl Venner Vender Vinyl.

To store poeter fra øverste hylde

Fælles for de to kunstnere er, at de begge er store poeter, men også at de begge på mange af deres sange har forholdt sig poetisk politisk til verden omkring dem. Ligesom de begge har haft kommerciel succes med henholdsvis ’Harvest’ og ’Tidens tern’ for efterfølgende at udfordre denne popularitet med mere vanskeligt tilgængelige udgivelser. Fælles for de to er også de mange stjernemusikere, de altid har omgivet sig med gennem årene, så rent musikalsk vil vi høre så meget god musik fra øverste hylde.

En opfordring fra Vinyl Venner Vender Vinyl.

Kære deltager; medbring hvad som helst – vinyl eller cd – med de to kunstnere og evt. andre relevante til aftenens fokus. Og lad os dele historierne om dem, men også vores egen i relation til de to ikoner. For, som det lyder fra den ene: ’Keep On Rocking In The Free World’ og som den anden konstaterer på LP’en ’I det muntre hjørne’: ’Der er sent & det er vinter, solen går til psykolog & månen fulder rundt blandt troløshed & status quo’.

Og så er det dagen efter det amerikanske præsidentvalg! Så det politiske kan vi måske også reflektere over med de to kunstneres udgivelser.