Tekst: Johnny Tauman    Foto: René Jørgensen
8. februar 2023

Interessen for at høre en række eksperters faglige viden om Ribes Kultursvamp var en del større end forventet. I hvert fald måtte der bæres ekstra stole ind i salen på Hotel Ribe, inden formanden for Ribe Bykernes Beboerforening  Lene Unnerup kunne byde velkommen.
Først leverede leder af Arkæologienheden på Sydvestjyske Museer Morten Søvsø en historisk gennemgang om kulturlagene og kom her ind på, hvordan eksempelvis Toldboden har sat sig – og pointerede, at der er behov for rigelig tilførsel af vand – og nævnte her også, at det er problematisk, at vandstanden i Ribe Vesterå er sunket – det ses bl.a. med ekstrem lavvande om sommeren.
Den næste de 75-80 deltagere fik fornøjelsen af, var Faglig Koordinator Jakob Top Jørgensen fra Esbjerg Kommune. Han gennemgik forskellige data om bla. sætningsskader og andre forhold, som RYK IND RIBE vil komme nærmere ind på i en efterfølgende artikel torsdag. Her vil også et indlæg fra Niels Frederiksen og spørgsmål og forslag fra salen få den fornødne omtale.
Efter 1½ time sluttede mødet – og mange kunne gå beriget hjem med viden om, at der er vilje til at få løst kultursvampens pressede situation.