Tekst: René Jørgensen foto: privat
24. september 2024.

Folkevandringer i bronzealderen på baggrund af DNA-analyser

Torsdag den 26. september kl. 19.45  på Det Gamle Rådhus
v/ Niels Nørkjær Johannsen, ph.d og lektor i arkæologi ved Århus Universitet

Bemærk mødet er flyttet fra Museet Ribes Vikinger til det gamle Rådhus

Et spændende foredrag, som tager os 5000 år tilbage i tiden, da der skete store demografiske, kulturelle og samfundsmæssige ændringer i form af en ændret bondekultur med husdyrbrug, en stor indvandring og nye gravskikke.

Omkring denne tid begynder steppegrupper og bondesamfund i det nuværende Ukraine, Moldova og sydvestlige Rusland at blande sig kulturelt og genetisk. Disse grupper er kendetegnet ved en udpræget migrantkultur, og de spreder sig mod vest og nord, hvor de bringer en blanding af genetik og kultur fra Stepperne og Europa med sig. De når den Jyske Halvø allerede i løbet af det 29. århundrede f.Kr., hvor de indfører en udpræget pastoral (husdyr-baseret) økonomi, helt nye gravskikke, og bygger gravhøje i tusindvis. I foredraget her ser vi med udgangspunkt i Jylland på det radikale nybrud, som fulgte med de disse ”snorekeramiske grupper” – og på de store forskningsmæssige gennembrud, der i disse år gør os klogere på et af de helt store skel i Europas forhistorie, fortæller Jacob Bastholm fra Antikvarisk Selskab i en pressemeddelelse.