Tekst og foto: René Jørgensen
24. juli 2024
Kæmpe trold ankommet til Ribe Kunstmuseum
Det var en meget tilfreds Anne-Mette Villumsen, Museumsdirektør, der onsdag formiddag tog imod den store trold, som vi på RYK IND RIBE skrev om i mandags.
Fragtmanden ankom ca. kl. 10. Anne-Mette Villumsen fik anvist en god placering til kæmpetrolden på torvet over for museet. Opsætningen blev med interesse fulgt af naboer og forbipasserende. Der havde allerede mandag været forespørgsler på, hvornår trolden ville komme, og turister fra Randers havde også været forbi for at se den nye attraktion. At trolden vil trække Ribe-borgere til, vidner opslag på Facebook om. I løbet af mandagen havde ikke færre end 125 været inde og ”like” nyheden, og vi var forbi flere gange onsdag for at se, hvor godt trolden blev modtaget af de forbipasserende turister og lokale.
Kort før middag var der flere turister, der havde taget plads på torvet, og sandwich og kaffe blev nydt. Så er der selvfølgelig de traditionelle fotos af børn og børnebørn, der lige skulle klares. Jo, det bliver en succes.
Det bliver spændende at følge de næste dage, for ud over RYK IND RIBE var TV SYD mødt op, og når indslaget i aften er blevet bragt, vil der nok komme flere forbi og se trolden ”Lomme Ulrik”.
Lomme Ulrik er skabt af kunstneren Thomas Dambo, hvis kendte og elskede trolde står rundt omkring i hele landet, og nu er en af dem placeret på torvet over for Ribe Kunstmuseum.
Fragtmanden havde helt styr på både kørslen i Ribe og håndteringen af trolden.