Tekst: René Jørgensen foto: Johnny Tauman
15. maj 2024.

Ny cykelsti til Vadehavet indvies med cykeltur

Tag cyklen med, når den nye cykelstiforbindelse mellem Øster Vedsted og Vester Vedsted fejres tirsdag den 28. maj kl. 14. En del af indvielsen sker nemlig på to hjul.

Fra Vadehavet til Ribe på cykel. Den nye forbindelse består af 1,4 km fra Vester Vedsted, som er forvandlet til en 2 minus 1-vej, der skal få bilisterne ned i fart. Derefter kan cyklister køre ca. 2,4 km ad Ulvehøjvej, Kløjsvej, Degnetoftevej og Sdr. Farup Vej indtil Sdr. Farup. Her begynder en strækning på 2,5 km med en ny dobbeltrettet cykelsti til Øster Vedsted. Ved byskiltet i Øster Vedsted kobler cykelstien sig på de eksisterende, enkeltrettede cykelstier, så man kan cykle via stisystemer ind til Ribe.

Den nye forbindelse indvies tirsdag den 28. maj kl. 14, hvor alle er velkomne ved Øster Vedsted Vej og Græsgårdsvej. Stedet markerer begyndelsen på den dobbeltrettede cykelsti i Øster Vedsted. Efter en tale ved formand for Plan & Byudviklingsudvalget, Henning Ravn, skal den røde snor klippes, og så er det ellers om at komme i sadlen og cykle mod Vadehavet. Ved Vadehavscentret bydes cyklisterne på lidt godt til ganen efter turen.

”Fra starten har formålet med cykelstien være tostrenget. Forbindelsen er en oplagt mulighed for at støtte op om cykelturismen i Vadehavsområdet, fordi ruten knytter an på Vestkystruten. Løsningen skaber også en trafiksikker skolevej og pendlerrute med forbindelsen til Ribe. Næste skridt bliver forhåbentlig at kunne supplere ruten med ladestandere til elcykler. Det har vi i hvert fald lige sendt en puljeansøgning afsted på”, siger Henning Ravn, som glæder sig til at indvie ruten.