Tekst Hasse Jørgensen. Foto Boligkontoret Danmark. Søndag den 4. nov.
Med sine næsten 1000 lejemål er Ribe Boligforening den største operatør på boligmarkedet i Ribe. Samtidig er Ribe Boligforening en vigtig del af Boligkontoret Danmark, og boligforeningen er da også medarrangør af en politisk debat, hvor alle er velkomne.
Hvad betyder de almene boliger egentlig for lokalsamfundet?
Det spørgsmål bliver bl.a. borgmesteren fra Kolding og viceborgmestrene fra Esbjerg og Åbenrå stillet til den politiske paneldebat tirsdag den 13. november, hvor alle interesserede har mulighed for at deltage.
Det er boligadministrationen Boligkontoret Danmark, som i anledning af sit 70 års jubilæum sammen med bl.a. Boligselskabet Kolding og Ribe Boligforening sætter spot på de almene boligers rolle i lokalsamfundet.
– Vi i Boligkontoret Danmark vil gerne benytte vores jubilæum til at sætte de almene boliger på dagsordenen rundt om i lokalsamfundene. Vi vil gerne fortælle politikere og andre samarbejdspartnere om, hvad det vil sige at bo alment, og om alt det arbejde beboerdemokraterne og vores boligselskaber gør for at skabe gode boligområder’’ fortæller Boligkontoret Danmarks bestyrelsesformand Klaus Bentzen, der fortsætter: – Tidens overskrifter har det med at sætte den almene bolig i en knap så attraktiv boks, og det bevirker desværre, at vores samfund hurtigt glemmer, hvad den almene bolig skaber af værdi for kommunen og lokalsamfundet.
Mød lokalpolitikerne til debat
Derfor inviteres lokale politikere, beboere, beboerdemokrater og alle interesserede borgere til et debatarrangement den 13. november 2018 kl. 16.30 på Scandic, Kokholm 2 i Kolding. I panelet vil man bl.a. kunne møde borgmesteren fra Kolding kommune og viceborgmestrene fra Esbjerg og Åbenrå kommune, formand Anne Jørgensen for DS – region Syd samt folketingskandidat Anders Kronborg, der alle giver deres bud på, hvad de almene boliger betyder for lokalsamfundet og ikke mindst også, hvilken rolle de mener, de almene boliger bør spille i fremtiden. Med en forhåbentlig fyldt sal og med redaktør Hans Jørgensen ved roret lægges der op til debat om, hvilken udvikling og boligpolitik, der ønskes og er behov for i de forskellige lokalsamfund.
For de almene boligselskaber gør nemlig meget mere end at tilbyde borgerne tag over hovedet. De er også en vigtig spiller i den lokale omsætning og vækst. Eksempelvis renoverede de almene boligselskaber i Kolding, Vejen og Esbjerg kommune i 2016 for over 275 mio. kr. tilsammen og beskæftigede i alt 440 personer (kilde: Boligselskabernes Landsforening).
Beslutningstagerne skal møde beboerne
Anders Fabricius er forretningsfører for Ribe Boligforening. For ham er det vigtigt, at beslutningstagerne i kommunerne møder dem, der bor og hver dag yder frivillige indsatser i de almene boligområder: – Når vi renoverer, bygger nyt, ændrer udlejningsvilkår eller igangsætter boligsociale indsatser er det altid i samarbejde med kommunerne. Derfor er det også vigtigt, at vi en gang imellem lige stopper op og bruger tid på sammen med beboere og beboerdemokrater at drøfte, hvad vores almene boligområder kan og skal i fremtiden.
Derfor håber Anders, at så mange som muligt kommer til debatarrangementet den 13. november, som er åbent for alle.










































































