Et fund

En dejlig varm sommeraften, hvor solen havde bagt hele egnen i varme stråler, og vandet i voldgraven var lunt, kom en masse nissebørn frem ved et hjørne af volden. Der skulle bades. Svanerne, som ellers regerede i vandet, svømmede lidt til side, for de brød sig egentlig ikke om forstyrrelsen, men hr. Gulbis, svanernes konge, kom lidt nærmere, for han ville holde lidt øje med de kåde nisseunger.

I løbet af ingen tid havde de trukket af tøjet, men beholdt nissehuerne på for ikke at få vådt hår og blive forkølede. På det punkt var de lidt sippede. Der blev en tummel og plasken i det lune, lave vand. Der blev sprøjtet med vand og hujet, så også de store gedder, der til daglig havde ro og fred, flygtede hen i gravens fjerneste hjørner.

Den lille Konrad var særlig ivrig efter at hitte på kunster. Han dykkede og svømmede under vandet, kildede de andre og plaskede vand på dem. Han kom på én gang betænkeligt langt ud, og hr. Gulbis var ved at ville hive ham i land, da Konrad pludselig dykkede ned under vandet og hev en sær tingest op af mudderet.
Han havde fundet en guldkrone! Da pløret blev skyllet bort, kunne børnene se, at der sad en stor rød ædelsten midt i kronen, og omkring den var der nogle perler, men der var spor efter, at der havde siddet endnu flere perler, som måtte være faldet af.

Kronen skinnede lidt mat i det lave sollys, og nissebørnene samledes om det ejendommelige fund.

– Det må være en kongekrone, sagde én.

– Pjat, konger smider ikke deres kroner i vandet, sagde en anden.

– Klæder den mig ikke? sagde en halvstor nissepige med fletninger, og satte kronen på sit hoved.

– Jo, du skulle have været dronning, råbte en anden, som var lidt misundelig og gerne selv ville prøve kronen.

– Vi må gå op til Gammelfar i smedjen og vise ham den, sagde en stor nissedreng, den kan være meget kostbar især for mennesker!

Så hele banden af nissebørn gik op i smedjen, våde af badet og spændte på at vise fundet frem.

Gammelfar var netop i færd med at smede på en stor nøgle, da hele smedjen på én gang blev myldrende fuld af smånisser.

– Hvad kommer I så der med, sagde han og hvilede sin hammer på ambolten.

– Se, hvad lille Konrad har fundet, alle nissebørn råbte i munden på hinanden.

– Det er en kongekrone!

– Den er sikkert lavet af ægte guld.

– Hvad skal vi stille op med den?

Den ene bemærkning krydsede den anden, og imens stod Gammelfar alvorligt og krattede sig i skægget.

– Nu, – stille lidt, alle sammen. Må jeg få ørenlyd. Gammelfar bankede sin hammer imod ambolten, så det klang muntert i smedjen. Der blev roligt. Alle nissebørnene kiggede spændt på Gammelfar.

– Det er sandelig et flot fund, du har gjort, Konrad. Jeg har hørt om den krone, da jeg var ung. Der stod i en gammel bog, som min morfar læste op af, at en Dronning Berengaria en gang skulle have mistet en krone, og den skulle være dumpet i voldgraven. Ingen kunne finde den igen den gang. Den er meget gammel og meget kostbar. Vi må sørge for, at landets konge får den tilbage.

– Hvordan skal det gå til? Nissebørnene vidste nok, at de ikke gerne måtte vise sig for mennesker.

– Dette er et nødstilfælde, sagde Gammelfar, et glædeligt tilfælde. Vi må lægge råd op og udpønse en plan.

Næppe havde han sagt disse ord, før døren til smedjen blev åbnet, og gamle Tullerine kom stavrende ind med stokken i den ene hånd og Jysk Nissetidende i den anden.

– Her skal I bare høre, hvad der står i dagens avis.

Hun satte sig ved den lune esse og åbnede avisen.

– Kongen, som i mange år ikke har været på Riberhus, kommer på besøg snart. Han og hoffet rejser fra Skanderborg i overmorgen, og de skal bo på Koldinghus nogen tid, inden de kommer til Ribe. Vi kan vente ham om få uger.

Hun holdt avisen op, så alle selv kunne læse den sjældne nyhed.

– Så har vi næsten løsningen på et vanskeligt spørgsmål, sagde Gammelfar. Se her, Tullerine, hvad børnene fandt i slotsgraven!

Han holdt den smukke guldkrone frem, og Tullerine måtte pudse brillerne, inden hun troede sine egne øjne.

– Vi må gøre det lidt festligt, når vi overrækker kronen til Kong Kristoffer.

– Hvem af os tør gå frem og give ham den? spurgte lille Konrad.

Det var der ingen, der lige kunne svare på, men spørgsmålet blev løst på en højst uventet måde, nu skal du høre.