Tekst: Hans Jørgensen, Foto: Rene Jørgensen, copyright

Efter nogle travle uger med forberedelse og en travl uge med afvikling, kan lederen af Ribe Vikingecenter, Bjarne Clement, gøre status over dette års vikingemarked: Det har været et rigtig godt marked.

– Vi har haft lidt færre gæster end sidste år, men der har været en rigtig god stemning og en god omsætning i både cafe og butik, fortæller Bjarne Clement, der også kan fortælle, at sidste års problemer med kø og flaskehalse var elimineret i år.

– Vi har ændret noget på strukturen, fordi vi var pressede sidste år, og det har hjulpet. Selv lørdag, hvor der var rigtig mange mennesker, var der hverken kø eller flaskehalse, konstaterer Bjarne Clement, der fortsætter:

– Hvis folk har holdt sig væk på grund af sidste års problemer, kan de roligt komme igen. De problemer er løst.

Dette års vikingemarked nåede et besøgstal på 7.500.

– At der kom lidt færre end sidste år, kan sikkert også tilskrives det gode vejr. Det var jo den første egentlige weekend, hvor folk kunne komme i haven eller til stranden, og det er der givet mange, der har benyttet sig af.

– Alt i alt har årets marked været en rigtig god oplevelse. Også for vikingerne, der nød det fine vejr, fastslår Bjarne Clement.