Tekst & Foto Johnny Tauman
11. juni 2020
Som en anden ”Jens Vejmand” har Flemming siden 1. maj 1976 arbejdet med at sikre den korrekte markering på de danske veje – kilometervis med præcision og perfektion.
Makkerpar i 10 år
Flemming danner makkerpar med Jens og begge arbejder langt fra hjemmet i henholdsvis Rudkøbing og Bred. – Vi har været makkerpar i 10 år – og det er meningen, at Jens skal overtage ansvaret, når jeg engang vælger at gå på pension, fortæller Flemming til RYK IND RIBE, mens han gør klar til dagens arbejde.
Klokken er kun omkring 12, og selve arbejdet er blevet lettere forsinket, da rundkørslen Obbekærvej / Nørremarksvej først måtte rengøres.
Flemming viser sit køretøj frem – hvor en computer styrer såvel form som længde af striberne.
Inden han skal ud i trafikken, hvor Jens skal forsøge at hindre bilister i at køre på stregerne de første minutter, tjekker han lige malingen som er 220 grader varm.
Flot arbejde på fire timer
Inden Flemming sætter køretøjet i gear, får vi lige spurgt: – Hvornår regner du med at være færdig – torsdag eller fredag? Et stort smil breder sig over malermandens ansigt og det kække svar lyder: – Kom du bare tilbage ved 16-tiden – så er det hele færdigt – og der kan pakkes sammen.
Overnatter i Agerskov
De forskellige makkerpar stævner herefter mod Agerskov Kro, hvor de som regel bor fra mandag til torsdag, inden det går hjemad.
Hvor længe jeg fortsætter, ved jeg ikke, siger Flemming i en afsluttende kommentar. Han fylder 67 på mandag, men har stadig lyst til at male streger.