Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard (og Elisabeth Aggerbeck)
d. 2. september 2023
Der er – stort set – enighed om, at musikkulturlivet i Ribe er solidt og mangfoldigt. Uanset om man er til rock, jazz eller klassisk, så er der noget at komme efter året rundt. I denne weekend er det den klassiske musik, der spiller højest og det sker i kombination med andre kunstformer som oplæsning, skuespil, billedkunst, lyskunst og – ikke at forglemme – gode smagsoplevelser. Malurt-Vermouth fra Vester-Vedsted Vingaard og Rued Langgaard Porter fra Ribe Bryghus.
Et af adskillige højdepunkter på årets Rued Langgaard Festival løb af stablen fredag aften på Ribes smukke kunstmuseum, hvor en meget stor flok havde løst billet til Rued Langgaards Nat – en poetisk vandre-koncert på og omkring museet.
Opdelt i fire hold med hver sin lygtebærer, vandrede vi rundt i og udenfor kunstmuseet i den stemningsfulde skumring. Der gik måske, lidt for meget logistik i den med et deltagerantal, der, hvis der kommer en lignende event, bør overvejes.
Men ellers var det en dejlig blånende oplevelse, hvor den smukke og intense skuespiller Sonja Richter, som ikke kommer fra Karelen, men fra et andet fascinerende landskab, nemlig vores egen nationalpark omkring Sneum, siddende på ”Andeøerne” tryllede med publikums sanser. Digte af den finske digter Edith Södergran og tekster af Rued Langgaard i al hans kvide.
En billedskabende og meget sanselig lydkollage, komponeret og fremført af DJ Katrine Ring, beskrev Harald Slott-Møllers billede, Skumring, og billedet blev i et andet rum på museet på elegant og romantisk vis, præsenteret af museets direktør Anne-Mette Villumsen (smuk og i en smuk kjole).
Der var skøn, skøn sang af mezzosopran Laura Hilden akkompagneret af pianist Ruben Høeg og til sidst gav Vindtro Blæserkvintet en koncert i pavillonen i haven blandt andet med uddrag af Rued Langgaards hyldest til den nordiske sommer med ”Sommerferie i Blekinge”. Alle stop på vandringen var af fantastisk høj kvalitet og blev indåndet af det fortryllede publikum, der fik en ekstra sans føjet til, nemlig træt- og mæthedssansen, der formentlig hjalp til at lagre den fine oplevelse i kroppen. En særlig og meget fin aften, der sluttede med Malurt – en skøn drik – fra Vester Vedsted Vingaard.