Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 26. juli 2023
Jazz som musikform har været gennem svære tider ikke mindst i Europa i almindelighed og Danmark i særdeleshed.
Da jazz’en kom fra USA, skortede det ikke på nedværdigende bemærkninger, der i den grad indeholdt racisme, så det ville være helt utænkeligt at bruge den udtaleform i dag.
”Sagkundskaben” fortalte avislæserne, ”at nu skulle de passe på, for ellers kom de slemme jazzmennesker og ta’r dem”
Dette og meget mere kan du læse i den bog, som Peter Hyldahl netop har udgivet i et samarbejde med Søren Olsen, der har stået for det grafiske og layout.
Bogen blev præsenteret ved en sammenkomst på Spillestedet Termansens, hvor Peter Hyldahl gennemgik baggrunden for bogen, og hvor der efterfølgende blev givet prøver ”på denne slemme musikform”

Trioen gav en kort men flot koncert
Det var Karsten Eyser Nielsen, der spillede sammen med formanden for den nuværende jazzklub, Jakob Jakobsen på bas, og Torben Iversen på saxofon.
Karsten Eyser Nielsen er en veteran indenfor jazzmusikken, og han var bl.a. med, da Palmehaven på Backhaus dannede rammen om jazzkoncerter.
– Vi spillede rigtig meget den gang, og vi tog rundt i det meste af landet og spillede i mange forskellige jazzklubber, fortalte Karsten Eyser Nielsen, inden han satte sig til flyglet og viste, at han bestemt ikke har glemt kunsten. Sammen med Jakob Jakobsen og Torben Iversen blev der givet fremragende prøver på jazz og blues.
Men tilbage til bogudgivelsen.
Den er en kalejdoskopisk gennemgang af jazzens historie i Ribe med skildring både af de forskellige jazzforeninger, der har været fra 1934 og frem til 1995, hvor den nuværende jazzklub netop har rundet de 30 år i fuld vigør. Klubben står netop for at åbne årets jazzfestival med en åbningskoncert torsdag aften på Hotel Ribe, hvorefter det går løs helt til på søndag med et væld af koncerter.
Oprindeligt var det Gerda Brandorff, der startede bogprojektet, men hun gav det videre til Peter Hyldahl, der tydeligvis har brugt enorm meget tid på at samle og behandle bogens materiale.
Bogen er primært baseret på avisudklip og udklip fra diverse scrapbøger, som Peter Hyldahl har lånt af forskellige personer, kombineret med hans egen supplerende tekst, der binder tingene sammen.
En hurtig gennemgang af bogen fortæller, at her er der et stykke meget interessant Ribe-historie, der ikke mindst fortæller jazzens lokale historie.

Bogudgivelsen samlede fuldt hus