Det store nissebal på Riberhus
Så gik der en del år, de gamle nisser forsvandt. Herman, Veronika, Tumle, Zizi og Trompetrus var borte, og yngre slægter var flyttet ind. Nu skal du lige vide, at nisser ikke dør på samme måde, som andre levende væsner. Pludselig en skønne dag er de bare borte, måske ligger deres tøj tilbage i den stol, hvor de sidst sad, ellers sker der ingen ting. Så man skal ikke lede efter nogen nissekirkegård nogen steder, for det findes ikke. Ingen levende sjæl aner det mindste om, hvad der sker, når nisser går bort. Det er næsten mit indtryk, at de fordamper.
Men vi skal videre med historierne fra den gamle skindindbundne bog.
En dag kom en af de unge nisser ind i slotskøkkenet, hvor kokkene, kokkedrengene og ternerne var i fuld gang med at tilberede aftensmaden til slottets folk. Det var ikke særlig fin mad, for kongen var nylig rejst derfra, og de fleste af folkene skulle følge efter den følgende dag. Derefter skulle slottet lukkes ned, og kun tårnvægteren, portneren og hyrden skulle blive tilbage og iøvrigt holde øje med kongens køer og det gamle slot.
En ung nisse, Albert, sagde:
– Skulle vi ikke indbyde til et ordentligt nissebal nu, hvor alle rejser og mens her endnu et varmt og rart i huset?
– Tjoh, svarede en af de ældre, det er længe siden, vi har holdt en ordentlig fest. Hvem skal vi indbyde?
– Skulle vi ikke indbyde alle nisser i Ribe, og hvem vi ellers kender?
– Det kunne være sjovt at se dem alle sammen på én gang. Hvornår skal det være?
Sådan begyndte forberedelsen til ballet. Snart løb smånisser ud i alle retninger med bud til slægtens medlemmer om at komme op på slottet til spisning og dans. I Ribe gik det nemt, for de var ikke langt imellem, hvor de forskellige familier boede. Det tog længere tid at få bud til Varming, Roager, Jedsted, Vilslev og de andre småbyer, som ligger længere borte. Alle steder blev buddet modtaget med glæde, og snart derefter myldrede nisserne ind på slottet. De havde børstet deres tøj pænt, blanket fodtøjet og taget deres pæneste huer på, hvis de ellers havde flere end én.
De bragte alle lidt mad med til bordet. I slottets køkken, som nu var tomt for mennesker, brændte en ild på skorstenen, og en stor jerngryde kogte over den. Der blev lavet suppe til alle, men det var en suppe, som du nok ikke har smagt mage til. Når nogen kom med en pose byggryn, blev grynene hældt i gryden. Andre kom med et bundt gulerødder, som blev rensede og lagt i suppen. En havde en stor pose hyldebær med, en anden lidt lammekød, og sådan kom der til slut en lifligt duftende suppe ud af det. En af de ældre hældte en god håndfuld salt i, og så var suppen færdig. Til dessert blev der bagt pandekager af de medbragte æg og de potter mælk, som kom fra gårdnisserne. Endelig var der flere potter honning, som kom på bordet til allersidst, og som enhver fik lov til at stikke sin ske i og slikke i sig, da selskabet nåede til desserten.
Ved bordet gik snakken livligt og fornøjeligt. Nisseøllet skummede i krusene, og de mindre nisser lyttede med store ører efter, hvad de voksne fortalte.
Efter det hyggelige og noget støjende måltid, skulle der danses. Der var fire violiner til stede. På nissesproget hedder en violin en fjal. Så var der et par fagotter og en harpe, og endelig fik nogen af børnene lov til at hamre på nogle trækasser med deres skeer, så der var også trommer til dansen.
Der blev danset. Den gamle nissedans, som kaldes josta-dansen blev taget op. Den var ellers næsten glemt, men en ældre nisse fra Manø huskede den. Man tager et langt bælte, som enhver holder fast i, og så følger danserne ellers fordanseren, som slår de pudsigste krøller på sig selv og tager de løjerligste trin. Der blev trampet og svedt, og latteren bragede gennem salen. Tykke nissemadammer og skaldede nissegamlinge fik rørt futterne, som de ikke havde gjort i mange år.
To af slottets egne nissedrenge fandt sammen med nogle friske fætre og halvfætre ude fra Plougstrup. Sammen gik de på opdagelse i slottets mange kringlede rum og trapper. I jagtkammeret fandt de en stor pose krudt, som var blevet glemt.
– Det skal vi have noget sjov med! sagde Jumle.
– Tør du godt skyde med det? Det var fætter Isidor fra Plougstrup, der blev betænkelig.
– Ja, ha da, sagde Jumle og løb op på volden med posen. Heroppe hældte han en håndfuld krudt ud på et bræt og smed en glød hen i det. Krudtet hvæsede, gnistrede og osede, så drengene kom til at le. Så gik de på opdagelse for at hitte nogle sjove ting til et fyrværkeri. En fandt en hullet træsko, en fik fat på en revnet lerpotte, en fandt en stump trærør og så videre. Alle tingene blev stillet op på volden i en række, og nogle stykker strik blev smurt ind i krudt og lagt fra den ene beholder til den næste, og i hver beholder blev lagt en smule krudt. Så gik Jumle ind i dansesalen og fik alle nisserne ud i gården. Fyrværkeriet blev tændt, og det var herligt at se, hvordan det futtede, osede og gnistrede. Det varede ikke længe, men det havde været en mægtig oplevelse, og det blev afslutningen på ballet.
Gæsterne begyndte at tage afsked, og de yngste slotsnisser faldt i søvn i deres forældres arme. Mangen smånisse måtte bæres hjem af forældrene og blev snorksovende lagt til sengs. Om morgenen efter dansen blev der ryddet op, og flere af gæsterne kiggede forbi og takkede for den gode aften.
