Fredag fejrede Ribe Stift, at det netop denne dag var 75 år siden de første kvindelige præster blev ordineret

Tekst og Foto: Annette Brøchner Lindgaard
Lørdag d. 29. april 2023

Fredag fejrede Ribe Stift, at det netop denne dag var 75 år siden de første kvindelige præster blev ordineret i Odense Domkirke. I starten gik det trægt med at få embeder, men i dag er langt over halvdelen af præsterne i Folkekirken kvinder.

Alt for længe har det heddet sig, at kvinder, i følge Paulus, skal tie i forsamlinger, men nyere tiders opfattelse er, at det faktisk var omvendt. Ved fredagens festgudstjeneste tog Biskop Westergaard da også udgangspunkt i, at vi alle er ligeværdige og lige betydningsfulde for kirken. Hver med vores opfattelse af troen.

Det havde måske også været mærkeligt andet, i betragtning af den kraftfulde flok af præster af blandet køn, der gik i prosession med den nuværende og den forhenværende biskop Elisabeth Dons Christensen i spidsen.

Elisabeth Dons Christensen og Elof Westergaard fører an i processionen

For netop i spændingsfeltet mellem for og imod kvindelige præster blev tonen slået an, da ligestilling og ligeværd mellem kønnene i den danske folkekirke blev fejret fredag aften. Fem tidligere sognepræster fra Ribe Stift fortalte om livet som kvindelig præst tilbage i 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Alle fem fortalte med både munterhed og alvor om de små og store udfordringer, de i årenes løb har stået over for. Særlig har modsætningerne mellem det grundtvigianske og det missionske været en løbende kilde til, hvad de fleste uden for Folkekirken nok vil betegne som diskrimination og mandschauvinisme, men som den i dag i, også lovgivningsmæssigt, forsat forsvares som trosfrihed.

De fem emiritasser Ruth Huitfeldt Svendsen, Hanne Sander, Anne Grethe Christensen, Marianne Østergaard Petersen og Elin Hjuler fortalte levende, muntert og alvorligt om de mange oplevelser man får gennem et langt præsteliv. De talte om tvivlen, for hvornår er en udfordring kønsspecifik og hvornår er det  en generel udfordring for alle uanset køn. Helt overordnet fremhævede de alle evnen til at forstå andres overbevisninger og ståsteder – i hvert fald ind til en vis grænse.

I begyndelse var der mange eksempler på, at menighedsrådene ikke forstod, at kvindelige præster også havde forventning om embeder, der kunne forsørge en familie. I flere tilfælde var der ingen garanti for at de fik løn (nok) for deres arbejde og evnen til at vende tingene om og se præstegården og mors embede som rammen om familiens eksistens, var ikke udtalt.  Far som præstemand blev ikke opfattet som en rolle på linje med den ellers veletablerede og anerkendt rolle som præstekone.

Et lidt sørgmuntert tema var samspillet med de missionske menighedsrådsmedlemmer, der i skiftende omfang påvirkede præstens muligheder for at blive accepteret og værdsat i sit sogn. Flere af de missionske var blevet stemt ned af de grundtvigske i forbindelse med ansættelserne. Men igen var der mange eksempler på at de, enten fra starten eller i de sværere tilfælde først med tiden, kom til at acceptere den kvindelige præst.

Bemærkninger som: ”Du får ingen bøvl med Indre Mission her ” eller ”Jamen, det gik jo da i grunden godt nok”, ”Det er jo ikke det vi ser, men det vi hører” og ”… og så en kvinde på Kaj Munks Prædikestol” huskes og ligger som minder på godt og ondt.

Større fejder, der opstår, hvis en ny mandlig præst ikke vil acceptere kvindelige kolleger, er langt mere alvorlige. Når de havner i mediernes søgelys skader de Folkekirken både udadtil og indadtil.

Konklusionerne skifter fra næsten at være lidt flov over, hvor meget tabu det var at påpege forskelsbehandlingen og lettelse over det lave forventnings niveau, der var til kvinders kompetencer, til regulær vrede og teologisk argumentation for at de diskriminerende synspunkter var, ikke bare urimelige, men også ukristelige.

Alle var de enige om, at opfattelsen af kvindelige præster helt klart har udviklet sig til den almindelige anerkendelse som kendetegner Folkekirken i dag. Alle føler de sig privilegerede over at have været en del af den positive udvikling. Et tema, som også Elof Westergaard tog op i sin prædiken og som også i aftenens løb flere gange blev understreget af den Grundtvigsk talemåde, som kan bruges i mange svære stunder, nemlig: ”Det ordner sig jo til sidst”.

Fejringen fortsætter lørdag d. 29. april hvor en flot buket af foredragsholdere stiller op til Lørdagsuniversitet på Ribe Katedralskole. Se programmet her: https://www.ribe-domkirke.dk/begivenhed/29-4-2023-loerdagsuniversitet-paa-ribe-katedralskole-33891

En festlig og velbesøgt fejring af kvindelige præster