Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 15. juni

En 57-årig kvinde fra Ribe-området er tirsdag sigtet for trusler mod kongehuset, da hun formodes at have sendt en mistænkelig pakke til Amalienborg.

Kvinden var midt på eftermiddagen til afhøring hos politiet, og hvorvidt hun skal fremstilles i grundlovsforhør, kunne politiets pressekontakt, Helle Lundberg, ikke oplyse nærmere om tirsdag ved 18-tiden.

Kongehuset modtog tidligere på dagen en mystisk pakke til Det Gule Palæ på Amalienborg. Da man var bange for, hvad pakken kunne indeholde, blev et område omkring Det Gule Palæ afspærret af Københavns Politi, og forsvarets bomberyddere blev tilkaldt. Det viste sig, at pakkens indhold var uskadeligt.

Det Gule Palæ, der ligger i Amaliegade, danner rammen om Hofmarskallatet, Kabinetssekretariatet og Ordenskapitlet, der betjener dronning Margrethe og håndterer hoffets daglige administration.

Efterforskningen pegede hurtigt i retning af den 57-årige kvinde fra Ribe, der blev anholdt af mandskab fra Syd- og Sønderjyllands politiet og bragt ind til afhøring. Anholdelsen skete helt udramatisk. Det er ikke oplyst, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen. Ifølge Ryk Ind Ribes oplysninger, er der tale om en psykisk syg kvinde, der tidligere har sendt trusler mod offentlige myndigheder.

Ifølge det oplyste, er kvinden sigtet efter paragraf 266 i straffeloven, der siger: Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Straffelovens paragraf 115 siger videre i populær form, at begås handlingen overfor kongen eller den, der med hjemmel i forfatningen fører regeringen (dvs. i dette tilfælde dronningen. Red.) fordobles straffen.