Tekst: Renè Jørgensen foto:Colourbox
9. november 2022.
Sammen om at styrke uddannelsesområdet i Sydvestjylland
Esbjerg Kommune, Region Syddanmark, Education Esbjerg, Business Esbjerg, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet Esbjerg, UC Syd, Erhvervsakademi Sydvest og Esbjerg Rektorkollegium vil gennem styrket dialog og samarbejde gøre Esbjerg til en stærkere uddannelsesby og sikre flere videregående uddannelser til Sydvestjylland.
Et stærkt og forpligtende samarbejde på uddannelsesområdet mellem Esbjerg Kommune, Region Syddanmark, Education Esbjerg, Business Esbjerg, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet Esbjerg, UC Syd, Erhvervsakademi Sydvest og Esbjerg Rektorkollegium skal medvirke til at gøre Esbjerg til en stærkere uddannelsesby og sikre flere videregående uddannelser til Sydvestjylland. Det har parterne netop givet hinanden håndslag på i en fælles erklæring.
Fælles indsats
Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, er begejstret ved udsigten til det styrkede samarbejde om uddannelse, som erklæringen lægger op til:
– Fremtidens vækst og udvikling kræver, at vi som landsdel målrettet fokuserer på og investerer i uddannelsesområdet. En fælles indsats for at tiltrække og fastholde unge i uddannelse er afgørende for at understøtte erhvervslivets og offentlige arbejdsgiveres behov for arbejdskraft og for at sikre, at vi også i fremtiden kan løfte opgaverne på velfærdsområdet. Der er behov for både attraktive erhvervsrettede uddannelser og et bredere uddannelsesudbud på de videregående uddannelser, herunder udbuddet af universitetsuddannelser. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vi nu er mange, der kan trække i samme retning, når det gælder forbedringer på uddannelsesområdet, siger Jesper Frost Rasmussen.
– Esbjerg er i 2022 kåret som Danmarks 5. bedste studieby, og med en ihærdig og målrettet indsats har vi med succes formået at tiltrække flere nye uddannelser til Esbjerg, blandt andet kandidatuddannelser i medicin og jura. Det er gode resultater, der skal arbejdes videre med, fortsætter Jesper Frost Rasmussen.
Fokusområder
Sammen vil parterne arbejde for fem overordnede tiltag: Bedre rammevilkår og flere nye relevante videregående uddannelser til Sydvestjylland, særligt inden for IT på kandidatniveau, psykologi, uddannelser til den grønne omstilling og uddannelser til de offentlige styrelser. Flere skal tage en erhvervs-, professions-, universitets- eller efteruddannelse. Et stærkt samarbejde på tværs af uddannelser og erhvervsliv skal tiltrække flere studerende. Området skal have flere internationale studerende. Og sidst, men ikke mindst, skal en samlet kommunikation om mærkesager på uddannelsesområdet øge muligheden for indflydelse på den nationale uddannelsespolitik.
– For Esbjerg og Sydvestjylland er det afgørende for væksten i virksomhederne, at vi får adgang til flere medarbejdere med videregående uddannelser – også universitetsuddannelser. I Esbjerg er vi derfor gået sammen for at skabe et større og stærkere uddannelsesmiljø i byen, og vi har skabt et unikt uddannelseskoncept E.1 med fokus på de studerendes trivsel og tæt samarbejde med virksomhederne. De studerende skal vælge Esbjerg til, fordi byen har et unikt tilbud til dem. I byen er vi også gået sammen om en opfordring til de nationale politikere, giv uddannelserne uden for de største byer bedre vilkår, siger Henrik Uhd Christensen, bestyrelsesformand for Education Esbjerg og CEO, VIKING Life-Saving Equipment.
– For Esbjerg og Sydvestjylland er det afgørende for væksten i virksomhederne, at vi får adgang til flere medarbejdere med videregående uddannelser – også universitetsuddannelser. I Esbjerg er vi derfor gået sammen for at skabe et større og stærkere uddannelsesmiljø i byen, og vi har skabt et unikt uddannelseskoncept E.1 med fokus på de studerendes trivsel og tæt samarbejde med virksomhederne. De studerende skal vælge Esbjerg til, fordi byen har et unikt tilbud til dem. I byen er vi også gået sammen om en opfordring til de nationale politikere, giv uddannelserne uden for de største byer bedre vilkår, siger Henrik Uhd Christensen, bestyrelsesformand for Education Esbjerg og CEO, VIKING Life-Saving Equipment.
– Adgang til gode uddannelsesmuligheder er vigtig for den enkelte, men også for udviklingen i hele regionen. Jeg er naturligvis særlig glad for, at medicinuddannelsen i Esbjerg er kommet godt fra start. Det er vigtigt, at vi i fællesskab fortsat arbejder for, at der er gode rammer for at drive uddannelse, men også at der er elever og studerende, der vælger uddannelserne i en tid med faldende ungdomsårgange. Aftalepartierne bag regionens budget for 2023 har derfor også ønsket, at mulighederne for at arbejde med en øget søgning til de videregående uddannelser i regionen afdækkes, bl.a. gennem bedre brobygning fra ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser, siger Stephanie Lose, regionsrådsformand, Region Syddanmark.
I samarbejdet inddrager man også gerne de øvrige kommuner i Sydvestjylland.









































































