Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, mandag den 17. december

Fra februar står 51-årige Erik Jespersen i spidsen for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune.

Byrådet vedtog mandag aften på sit lukkede møde at følge ansættelsesudvalgets indstilling om ansættelse af en ny teknisk direktør. Det betyder, at Erik Jespersen afløser Hans Kjær, der går på pension.

Den nye direktør har i mere end 20 år arbejdet som leder i den kommunaltekniske sektor, senest som direktør for Tøndermarsk Initiativet og forud for det som direktør for Teknik & Miljø i Århus Kommune. Erik Jespersen er uddannet landinspektør fra Aalborg Universitet og har senere taget en Master of Public Administration.

Sammenlagt søgte 15 kandidater stillingen som direktør for Teknik & Miljø, og et enigt ansættelsesudvalg endte med at pege på Erik Jespersen.

– Esbjerg Kommune er inde i en rivende udvikling, og vi har brug for en kompetent direktør med den rette erfaring i bagagen, som kan drive udviklingen og væksten i hele kommunen videre. Det får vi med en direktør som Erik Jespersen, der blandt andet har været direktør for Teknik & Miljø i både Århus og Fredericia. Erik Jespersen har desuden et godt kendskab til forholdene i Vestjylland igennem sit arbejde som projektdirektør for Tøndermarsk Initiativet, og så er det jo også en fordel, at Erik kender til energibranchen gennem sin tidligere ansættelse hos Mærsk Olie og Gas, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Hans Kjær har i mere end 40 år arbejdet for den daværende Bramming Kommune, derefter i Ribe Kommune og siden Esbjerg Kommune. Hans Kjær stopper med udgangen af januar 2019.

Erik Jespersen er født i Viborg og bor i dag i Horsens sammen med hustru Anette Andersen og to børn: Asger og Asbjørn.

Fakta

Ansættelsesudvalget bestod af: Borgmester Jesper Frost Rasmussen. Kommunaldirektør Rikke Vestergaard. Formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen. Direktør for Børn & Kultur Jørn Henriksen. Personale- og Udviklingschef Birgitte Stenderup. Planchef Peter Bagge. Medarbejderrepræsentant Johnny Møller