Trompetrus driller en ridder
Ridder Rød, som var en af kongens riddere, var egentlig en flink fyr, men han var slem til at ville tage styringen og bestemme alting på slottet. Det blev nisserne så kede af at høre på, at de bestemte, han skulle have en lærestreg.
En dag i april, hvor kongen længe havde været på rejse til sine andre slotte, var han vendt tilbage til Riberhus, og der skulle holdes en fin middag. Ridder Rød stormede omkring og kommanderede med tjenestefolkene, som blev helt forvirrede og svedige. De ville alle sammen gerne gøre deres arbejde så godt som muligt. Marikka, den lille gåsepige, var så uheldig, at hun var på vej ind i køkkenet, lige da Ridder Rød var på vej ud gennem døren. Hun blev puffet omkuld og stødte sig på arme og ben, samtidig med at hun fik snavset sit tøj på det nederdrægtigste i sølet i gården uden for døren. Ridderen lagde knap mærke til hende, han råbte efter kokken og gav råd om, hvordan stegen skulle krydres, og hvordan kokkedrengen skulle dreje spiddet, selv om kokken havde meget bedre forstand på de dele, end ridderen havde.
Trompetrus havde set det hele, og han gik op til sine fætre for at snakke om, hvorledes de skulle komme efter den emsige ridder. Der var mange nisser hjemme på slottet den dag, og hvem, der fik idéen, kan vist ingen længere huske, men på én gang kom hele flokken til at le så inderligt, at det var nær ved, at de kongelige kammerpiger havde hørt dem. Nu skal du bare høre, hvordan den fine, kongelige middag kom til at forløbe.
Først blev bordene dækket med fine duge af blankt, glat netteldug. Der blev sat krus og glas frem, og ved hver plads blev der stillet en tallerken af træ. Gafler brugte man ikke, og hver mand havde sin egen kniv. Damerne spiste i stuen ved siden af, og det er der er ikke noget at fortælle om.
Så kom kongen og satte sig i højsædet. Alle ridderne kom bagefter og fandt deres pladser. Stegene kom ind på store fade, og øl og mjød blev rullet ind i større og mindre tønder. Da krusene var fyldte, greb kongen sit og skulle lige til at drikke. Så løftede de kongelige musikere basunerne, og trommeslageren greb sine stikker, for der skal musik til, når kongen skåler. Men hvad var det? Det var ikke kønne toner, der kom ud af basunerne. Det lød nærmest som om nogen pruttede, og den lugt, der fulgte efter, lugtede meget pruttet. Kongen snusede og rynkede på næsen, men drak sin første skål.
Ridder Rød blev lige så rød i ansigtet som hans navn, men han turde ikke sige noget, mens kongen hørte det.
De fine riddere greb til stegene og skar gode lunser af, som de proppede i munden med en bid brød til, men hver gang, der skulle skåles, og musikerne blæste i basunerne, lød det mere og mere pruttet, og lugten i salen var efterhånden ikke til at holde ud. Til sidst smed Kong Niels et kødben hen ad bordet og råbte:
– Hvem er det, der har dårlig mave? Her stinker jo som på et lokum.
Ingen sagde noget, men nisserne, som sad bag vægtæpperne og under møblerne, kunne næsten ikke holde sig for latter, de vidste godt, hvad der var sket.
– Ridder Rød! Du har arrangeret middagen, du må forklare, hvad der sker her! Kong Niels kiggede olmt på den forfjamskede ridder, som ikke vidste, hvor han skulle gøre af sine øjne, så flov var han.
– Kongelige majestæt, stammede ridderen, jeg véd virkelig ikke, hvad der kan være sket. Alt var i fineste orden, da vi gik til bords.
– Du er et fæhoved, Ridder Rød, svarede kongen. Nu går vi op i den lille spisestue og fortsætter middagen der, imens kan du lufte ud hernede og finde ud af, hvem der har pruttet så skrækkeligt.
Kongen og ridderne forlod salen, ternerne løb bagefter selskabet med fade og krus, og sidst i rækken kom kokkedrengene med stegene.
Ridder Rød blev tilbage, forvirret og ærgerlig. Han syntes, at han havde gjort alt så godt, og så skulle det ende så bedrøveligt. Han råbte på nogle terner, som åbnede vinduerne, og så gav han sig til at snuse i alle salens kroge med sin store tud..
Takket være hans stor og krum som en agurk, snusede ridderen sig snart frem til, at den grimme stank kom fra basunerne. Trompetrus og hans kammerater havde helt enkelt fyldt gåsemøg ind i dem, så den væmmelige lugt blev blæst ud i lokalet, hver gang, der blev pustet i dem. Men hvordan det var sket, fandt ridderen aldrig ud af. Det véd kun I og jeg.
Ridder Rød,som så gerne ville fedte for kongen, kom nu i dyb unåde. Kongen så ikke til hans side i måneder, og han måtte sidde på enskammel i riddersalen, når der var gilde. Han var ellers vant til at sidde på en flølspude. Men om han virkelig lærte noget af sagen, er ikke let at sige. Slottets nisser morede sig og fortalte ofte om den grimme lugt til deres venner, når de kom på besøg.
