Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, torsdag den 9. december
462 tilflyttere til Ribe har fået brev fra kommunen om, hvorvidt de kunne tænke sig at være med i den film, Lokalråd Ribe Midt arbejder på at lave.
Filmen skal handle om, hvorfor det er dejligt at bosætte sig i Ribe, og brevet fra kommunen er en opfordring til at melde sig til det spændende projekt.
Umiddelbart synes tallet 462 tilflyttere på et år at være stort, men tallet snyder en smule.
Sagen er, at det er et bruttotal, der inkluderer børn. Og der er altså også nogle, der flytter fra området i samme periode, fortæller bosætningskoordinator Pia Enemark, Esbjerg Kommune.
En opgørelse over postnummer 6760 Ribe fra 2009 til 1. oktober 2014 viser, at der hvert år er flyttet mellem 404 og 609 personer til Ribe (dette tal er inkl. børn), men at der er flyttet mellem 364 og 727 personer fra Ribe i samme periode.
Filmprojektet har været under forberedelse i nogen tid og laves i samarbejde med firmaet AD-media. I den forbindelse vil lokalrådet gerne finde nogle af tilflytterne til Ribe, som vil fortælle om, hvorfor de flyttede hertil, og hvordan det så er gået dem i Ribe. Samtalerne med tilflytterne skal være med til at tydeliggøre, hvad filmen skal sætte fokus på af herlighederne ved at bo i Ribe.
Filmen sponseres af lokale erhvervsdrivende med flere, og de tilflyttere, der har lyst til at hjælpe Lokalråd Ribe Midt med oplysninger om, hvorfor de flyttede til Ribe og hvordan, det er gået dem, kan kontakte Lokalråd Ribe midt på mailadressen, info@lokallråd-ribe-midt.dk, hvorefter de vil blive kontaktet. Samtalen med en repræsentant fra lokalrådet vil vare en times tid.
– Hvorfor lave en sådan film?
– Det er et projekt, der har været på vej i flere år, og det handler om at få flere til at bosætte sig i Ribe, siger Willi Weber fra lokalrådet.
– Er det nødvendigt med tilflyttere?
– Vi mangler nogle mennesker til at være en del af kulturlivet. Hvis ikke der kommer tilflyttere til byen, går det ud over kultur- og idrætslivet, for det er vigtigt, at der kommer nye til for at tage over, siger Willi Weber.









































































