Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 15. september

Hvor længe, der har været gæstgiveri i Postgården i Ribe, er det svært at dokumentere, men meget tyder på, at det har der været stort set siden bygningen blev opført i 1668. Og da værten, Jens Hensen, har rundet de 50 år, og da en medarbejder, Karina, runder de 40 år, er der faktisk tale om en 440 års fødselsdag, og det mente ejeren af stedet nok var værd at fejre.

Det skete lørdag ved middagstid med et åbent hus, og selv om Karina ikke længere er ansat i firmaet, blev hun også fejret. Som Jens Hensen forklarer, har hun søgt nye veje.

Potgården rummer i dag en café, en specialbutik for vin, spiritus, øl og mange lækkerier samt værelsesudlejning, hvor der i dag er seks værelser disponible for gæsterne.

Postgården var i mange år drevet af familien Lauridsen, og det sidste familiemedlem på stedet, Erik Lauridsen, solgte til direktør Leif Petersen, der også drev Hotel Dagmar.

I 2006 overtog Jens Hensen stedet og i 2010 kom Karina til. Hun har nu søgt nye udfordringer men hjælper dog stadig til ved spidsbelastning.

Tidligere var der en stor festsal bag den hyggelige gård, hvor der i flere år var diskotek, men nu er salen bygget om og rummer bl.a. tre værelser til udlejning.