Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 9. januar 2024
En 44-årig rumænsk mand fik en straksdom på 10 dages fængsel og et indrejseforbud i seks år, da han mandag middag blev stillet for en dommer ved retten i Esbjerg i et grundlovsforhør.
Den 44-årige er sigtet for butikstyveri og for uberettiget indrejse i Danmark.
Det viser sig, at den 44-årige formentligt er en del af en tyvebande på tre, som har huseret både hos Rema 1000 og Netto på Nørremarken.
Hos Netto blev der stjålet forskellige varer, mens der hos Rema 1000 primært blev stjålet spiritus.
I forbindelse med butikstyveriet hos Rema blev to ansatte passiviseret, da en gerningsmand sprøjtede peberspray i deres øjne, og de måtte til behandling på skadestuen på sygehuset i Esbjerg.
Det lykkedes gerningsmanden at flygte, mens den 44-årige nu dømte blev tilbageholdt af kunder i butikken og overgivet til politiet.
På videoovervågning kunne man se, at den flygtede mand og den 44-årige var sammen i butikken med en ung kvinde på 21 år. Hende fandt politiet senere på en bed & break fast i Ribe. Her var der desuden adskillige genstande, som politiet mener stammer fra tyverier, og kvinden blev også anholdt. Hun er dog senere løsladt, da hun ikke direkte kan sættes i forbindelse med tyverierne.
Ved grundlovsforhøret blev den 44-årige sigtet for for tredje gang at have overtrådt et indrejseforbud til Danmark, og anklagemyndigheden påstod manden udvist af landet med det samme.
Den 44-årige og den 21-årige nægter kendskabet til den flygtende mand på trods af, at det er tydeligt på videoerne fra overvågningskameraerne, at de tre følges ad. Den flygtende mand er fortsat eftersøgt af politiet.