Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 14. marts 2022

Politi og redningsmandskab fandt sidst på eftermiddagen mandag liget af en 43-årig mand i voldgraven ved slotsbanken i Ribe.

Vagthavende ved politiet fortæller, at personen har ligget i vandet i nogen tid, og at der er tale om en person fra Ribe-området, der tidligere er meldt savnet af politiet.

De pårørende er underrettet.

Vagthavende fortæller, at hændelsen indtil videre efterforskes som et mistænkeligt dødsfald, men at der indtil nu ikke er noget, der tyder på, at der foreligger noget kriminelt.

Politiet afspærrede omgående området omkring slotsbanken, og afspærringen blev opretholdt indtil først på aftenen.

Det var forbipasserende, der meldte til politiet, at der var sket en drukneulykke i slotsgraven. Det medførte en større udrykning af politi, brandvæsen, ambulance og lægeambulance til stedet.